Ved den anthropologiske Undersøgelse af vort Folk viser det sig, at de blonde Brachycephaler hertillands ere udbredte paa en saa eiendommelig Maade og indtage et saa stort Procentforhold af Landets Befolkning, fornemmelig dog af Sør- og Vestlandets Kystegne, at man ikke længer kan betragte dem som blot nogle Undtagelser i den almindelige norske Befolkning, men maa opføre dem som en forholdsvis betydelig, integrerende Del at Nationen i det Hele.

I mange Bygdelag, i. Ex. paa Jæderen, udgjøre de jo, selv om man, for at undgaa sandsynligvis Blandingsformer med den norrøn-germaniske Skalleform, blot medtager dem, der har en Cephalindex af 82 og derover, indtil 60-70 % af Befolkningen, i Dalerne 50 % og i Ryfylke 35 %, og i Søndfjord, hvor man vistnok har den samme Type, om end mere blandet med mørke Elementer, er Procentforholdet ogsaa særdeles betydeligt (Førde i. Ex. 50 %).

Denne eiendommelige og udpræget charakteristiske Folketype blev jeg allerede paa min første Sessionsreise i 1869 opmærksom paa; men først ved min Forflyttelse til Brigadelæge i Christiansand i 1884 gaves der mig Leilighed til nærmere at studere den, etter gjentagne forgjæves Forsøg tidligere.

I mit i sin Tid i Revue d`Anthropologie for 1887, T. II udgivne "Carte sur l'indice céphalique en Norvége" har jeg først antydet denne Brachycephalernes stærke og eiendommelige Forekomst hertillands, og i min i 1894 i Ymer udgivne "Udsigt over det sydvestlige Norges anthropologiske Forhold" kommer jeg nærmere ind paa Spørgsmaalet og giver der ogsaa en Beskrivelse af Befolkningens aandelige Charakteristik, ligesom jeg senere i de anthropologiske Amtsbeskrivelser for Christiansands Stift yderligere behandler denne Folketype set fra forskjellige Sider.

I sin i Videnskabs-Selskabets Forhandlinger for 1900 udgivne Afhandling "Om Jædertypen" har derhos Overlæge G. F. Larsen givet en fortrinlig typologisk Studie over samme.
Siden den Tid er der saavel at Overlæge Larsen som af mig selv indsamlet en hel Del videre Iagttagelser fra andre Kanter at Landet, som yderligere vise dens store Udbredning, og samtidig foreligger der nu fra Udlandet Oplysninger, der tyde paa dens Forekomst ogsaa dersteds. Jeg har derfor troet, at Tiden var inde til atter at optage Spørgsmaalet om denne Folketype og dens Herkomst til Behandling for muligens at finde Traaden til Løsning af dette interessante ethnologiske Spørgsmaal og forsøge at følge Sporene til Typens formodede oprindelige Spredningseentrum.

En Tid lang kjendte vi kun denne Befolkning fra de levende Individer; men da Universitetet i 1894 fra Sole gamle Kirkegaard og senere fra et andet Sted paa Jæderen kom i Besiddelse af en Samling Cranier, lærte vi ogsaa dens i høi Grad charakteristiske Cranium at kjende (1).

Det Cranium, som jeg her skal fremvise, danner en noksaa god typisk Repræsentant for Racens Skalleform (2).
Som man ser, en betydelig Bredde med forholdsvis stor Korthed af Længdediameteren, in casu Længde 178 og Bredde 159 mm. med en Index altsaa af 89,3.

Cephalindexen kan gaa helt til Hyper-, ja Ultrabrachycephali, men holder sig i Almindelighed i Middeltal mellem 83-84. Ved Krydsninger med Dolichocephalerne kan der opstaa eiendommelige Former, idet den store Længde bibeholdes, men forener sig med en betydelig Bredde, saaledes at Indexen ligefuldt bliver brachycephal. I saadanne Tilfælde kan man vistnok med stor Sikkerhed formode, at man har med et Blandingscranium at gjøre. Oftest tror jeg dog Krydsningen mest virker paa Ansigtsdannelsen, der blir længere end ellers almindeligt hos disse Brachycephaler.

Norma verticalis er rundagtig, af og til noget ovoïd, Baghovedet som oftest steilt affaldende, tuber occipitalis i Almindelighed dog bemærkbar. Tubera parietalia tilstede, men ei synderlig markerede, Panden oftest steilere end hos Langskallerne og med svagere arcus superciliares, ofte med temmelig bredt Mellemrum, flade store tubera frontalia med flad glabella.
Frontalpartiet bredt og det øvre Temporalparti ofte paa en charakteristisk Maade stærkt fremtrædende. Isseetirven svagt buet. Ansigispartiet bredt, snavel i diam. bizygomaticus som bimalaris, Overansigtet kort, orthognat Profil.
 

Største Længde (Diam. antéro-post. max.) . . . . . . . . . . . . . 178 mm
- Bredde (Diam. transversal max.) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 "
Høide (Diani. vertical basilo-bregmatique) . . . . . . . . . . . . . . 125 "
Pandebredde (Diam. frontal min.) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .108 "
Forhovedbredde (Diam. stéphanique) . . . . . . . . . . . . . . . . .130 "
Issebredde (Diam. parietal) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 "
Baghoved bredde (Diam. occipital) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 "
Basislængde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .102 "
Ansigtsbredde (Largeur bizygomatique). . . . . . . . . . . . . . . . 143 "
Kindbredde (Largeur bimalaire) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 "
Overansigtslængde (Hauteur ophryo-alveolaire) . . . . . . . . . .[71] "
Øienhulbredde (Largeur orbitale) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 "
Øienhøide (Hauteur orbitale) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .40 "
Næsens Længde (Longueur du nez) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 "
Næsens Bredde (Largeur du nez) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 "
Ganens Læiigde (Longueur palatine) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 "
---- Bredde (Largetur palatine) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 "
 

Indicies

Længdebreddeindex, Indice céphalique . . . . . . . . . . . . . . . . 89,3
Længdehøideindex, - 1. vertical . . . . . . . . . . . . . .. . . . . . . . 70,2
Breddehøideindex, - 2. vertical . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78,6
Overansigtsindex, Indice facial . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . [49,2]
Øienhulindex, Indice orbitaire . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88,5
Næseindex, Indicie nasal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40,6
Ganeindex, Indice palatin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81,2
 

Paa det levende Individ vil man maaske især lægge Mærke til den brede flade Pande med det eiendommeligt stærkt fremhvælvende øvre Tindingparti, de store flade tubera frontala med det flade nedre Midtparti.

Det brede, korte, noget flade Ansigt giver i Forbindelse med de fremtrædende Temporalpartier og Pandetubera og den store Kindbredde ofte et noget firkantet Indtryk.
Næsen er liden, kort og lav og ikke synderlig bred, i Ålmindelighed med lidt concav Ryg, dog sjelden udartende til den brakke brutale Proletarnæse, som man af og til finder i østlandets Byer og nærmeste Omegn, af og til en liden Bukkel paa Midten og lidt opstaaende Spids (nez retroussé).
Kindbenene brede, men ti synderlig udstaaende.
Underkjævens Vinkel mellem ramus ascend. og corpus er mindre stump end hos de langskallede Folk. Underkjæven ligger derfor ligesom mere horizontalt (ved Blanding med Langskallerne viser sig hen tydelig Forandring, corpus blir ligesorn noget hængende og Ansigtets Physiognomi derved længere og smalere i Almindelighed).
Hagen er kort og tilspidsende, Tænderne kraftige og tætsiddende; ved Krydsning indtræder derimod ofte Uregelmæssigheder.

Hos Kvinderne kan Ansigterne af og til blive forbausende flade og brede, og Skjønheder finder man neppe hos den rene Type, om end Ansigtet kan være noksaa godlidende.
Nogen sexuel Dimorphisme er der ikke, hvad jo ogsaa tyder paa Racens Ensartetbed og Constants.
Teinten er i Almindelighed ei saa rødlet som hos Langskallerne, men mere graalig bleg.

Haaret er som oftest gulblond og blond, af og til lyst rødbrunligt, glat, en sjelden Gang svagt lokket. Ældre Folk bære i Almindelighed et stort gulrødligt Skjæg. Mørkt Haar er vistnok i de fleste Tilfælde enten Effect af Blanding, eller man har med en anden brachycephal Type (den mørke Brachycephal) at gjøre.

Øinene ere lyse blaa, graablaa eller svagt blaaligbrune (Blanding). Blikket er ikke saa skarpt og hvast, som man finder hos Langskallen og især hos Fjeldfolket. Legemsbygningen er god, i Almindelighed tætvoxen og kraftig, men for tyklivet til at blive slank, Halsen kort, Skuldrene brede og rette. Hænderne korte og brede, Fødderne ligesaa, noget kjødfulde, men velformede.

Intelligentsen er god og Opfatningen let. Folkelynnet fredsommeligt og i Almindelighed noksaa venligt, men ujævnt, saaledes af og til mindre imødekommende og hjælpsomt. Der er ingen legemlig Sprækhed og ingen Interesse for Legemsøvelser eller Idræt; heller ikke aandelig er der noget egentlig Liv eller Lethed. Sindet er mere alvorligt end livligt, ei sjelden indadvendt og grublende; man forstaar vanskelig Spøg og har ikke let for at gaa med paa den Slags Samtale. Interessen fængsles mest af alvorlige Ting og dybsindige Materier enten af religiøs eller anden aandelig Art. De ere ivrige og interesserede Tilhørere ved alleslags Foredrag i den Retning, de tale godt for sig og med uforstyrrelig Ro, lade sig ikke bringe i Affect eller forløbe sig i Hidsighed, hvilket vilde anses for en stor Skam (en "Daarlighed" = Daare lig).

Gemyts- og Følelseslivet synes i det Hele for meget udviklet paa Villiens og Handlingens Bekostning; derfor blir der ofte noget vegt over Befolkningen, og man kan ei altid regne paa at have dem med sig trods givne Løfter, naar det rigtig gjælder, og der er ofte lidet Sammenhold.
Selv i beruset Tilstand ere de i en mærkelig Grad medgjørlige og let at tale til Rette; de blir ikke kranglevorne eller brutale og aggressive, som ei sjelden er Tilfælde med Langskallerne.

Som nævnt er Typen fornemmelig udbredt i Kystegnene af Sør- og Vestlandet, hvor den mange Steder udgjør Befolkningens hovedmasse. Den aftager procentvis saavel indover i Fjordene og Indlandet som østover og nordover, dog her med Afbrydelser, hvor den atter optræder talrigere. Østover følger den ligeledes om end i aftagende Grad Kystdistrikterne, kun med, som det synes, en Afbrydelse mellem Jernestangen (det gamle Rygjarbit) og Langesundsfjorden, og helt op i Christianiafjorden, ialfald til Tønsberg, maaske ogsaa længere. Paa Østsiden af Christianiafjorden har man den ogsaa, ligesom ei sjelden i Indlandsbygderne Askim og Spydeberg og i Kystbygderne Raade og Rygge.

Paa Vestlandet fortsætter den sig opover i Ytre Søndhordland, om den end kan arte sig lidt forskjellig, dog ei egentlig her paa den ydre Kystrand, hvor man finder en anden, mere mesocephal Type (Striletypen).
Nordenfor Korsfjorden blir den igjen mere og mere almindelig paa Øerne her, i Sogn er den sjelden, men i Søndfjord igjen talrigere.
Paa Kysten af Nordfjord og Søndmøre forekommer den ogsaa, om end ikke som forherskende, men i det Romsdalske vil man i Hustad og Frænen Thinglag - Egne, der i Natur saameget minde om Jæderen - igjen finde den forholdsvis hyppig.

Paa Nordmores øer, paa Ørlandet og opover i Bjørnør og Aafjorden har man den ogsaa; længere op strækker ikke mine Undersøgelser sig, men efter Overlæge Larsens Undersøgelser i det Throndhjemske skal den forekomme saavel inde i de indre Throndhjems-Bygder, som opover i Nordland og Tromsø Stift. Selv oppe i den øverste Del af Østerdalen (Tolgen og Os) forekommer den mærkeligt nok temmelig talrig repræsenteret, om end i noget modificeret Form med større Legemshøide end vanligt og længere og smalere Ansigt.

Som flere Gange fremhævet er det en udpræget og meget charakteristisk blond Type, og naar en enkelt Forfatte (3) har villet paaastaa, at denne Type oprindelig har været mørk, men igjennem Krydsning med den blonde langskallede norrøne Befolkning er bleven blond, saa beror dette paa en Feiltagelse og skiver sig fra vedkommende Forfatters Mangel paa selvstændige Undersøgelser, idet de i Almindelighed ere blondere end Langskallerne og Mesocephalerne. Det strider ogsaa mod, hvad i Almindelighed er Regel under saadanne Blandingsforhold, hvor det mørke Element synes med langt større Seighed at kunne bevare sin Grundtype (4). Fra Sydtydskland har man jo ogsaa noksom Bevis herpaa, idet disse af de blonde Folkevandringsstammer (Franker og Alemanner) engang befolkede langskallede Bygder nu igjennem Blandingen med den tilbageblevne Urbefolkning, sandsynligvis af keltisk-ligunsk, rhætisk Afstamning, ere blevne forvandlede til mørke Kortskaller.

Den mørke Kortskalle, som ogsaa forekommer hertillands, men er langt sjeldnere og ikke, saavidt jeg har fundet, nogensteds udgjør Bygdernes Hovedbefolkning, udmærker sig ved en anden og langt finere og elegantere Cranieform og har specielt en ganske anden og fyldigere Udvikling af tubera parietalia, der ere forholdsvis svagt accentuerede hos den blonde Kortskalle, hvorimod den igjen mangler dennes fyldige Udvikling af Temporalpartiet.

I levende Live er Forskjellen ikke mindre fremtrædende, og den mørke Kortskalle vinder her vistnok Prisen med Hensyn til Udseende.
Trækkene ere langt finere, regelmæssigere og noblere, og man finder blandt dem af og til smukke mandlige Typer.

Denne Form forekomrner hist og her over hele Landet, men intetsteds i saa stort Antal, at den gir Befolkningen sit bestemte Præg saaledes som den anden.

Medens jeg i sin Tid (5) har kaldt den blonde Kortskalles Cranieform den finno-lappoide, som jeg dog nu er mere tilbøielig til efter senere Undersøgelser kun at kalde den finnoïde eller kvænoïde paa Grund af Ligheden med den tavastlänske Cranietype, og jeg ved nærmere Granskning af Lappceraniet under, at dette specielt i Pande- og Tindingform, men ogsaa forøvrigt i meget differerer fra det andet, har jeg kaldt den anden den keltoïde, fordi den forekommer mig at frembyde den samme typiske Form som de franske Anthropologer Broca og Topinard i sin Tid kaldte "le crâne celtique". Den har ogsaa megen Lighed med den af Ecker i Crania Germaniæ meridionalis occidentalis afbildede saakaldte Breisgauerform. Skalleformen er meget gammel hertillands, idet det første Cranium af denne Skalleform, jeg fik fat i, skriver sig fra en Gravplads paa Gaarden Horgen paa Hadeland efter en forlængst nedlagt gammel Kirke.

Denne Cranieform forekommer ikke, saavidt jeg ved, i de svenske og danske forhistoriske Skallesamlinger, ialfald ikke fra Stenalderen; muligens efter en overfladisk Undersøgelse i de danske fra Broncealderen.

Den blonde Kortskalles Cranium - det finnoïde eller kvænoïde - synes derimod at være det samme, som G. Retzius beskriver i sine Crania suecica antiqua ifra Stenalderen, og som han finder ligner det nuværende tavastlänske. Efter dette skulde altsaa denne Befolkningstype findes repræsenteret ogsaa i Sverige og saafremt det er den samme, hvad jeg er stærkt tilbøielig til at antage, dens Ahner altsaa gaa helt tilbage til Landets ældste Beboere.

Der foreligger rigtignok ikke nogen typologisk Beskrivelse af den nulevende brachycephale svenske Befolkning; men den forekommer efter Fürst og Retzius' "Anthropologia suecica" ialfald i et Antal af 18,6 % i den sydligere Del af Landet (Skaane); den i den nordlige Del af Landet forekommende hører jo ikke herhen.

For Danmarks Vedkommende ere Forholdene fremdeles ganske ukjendte. Ifølge en gammel Tradition synes imidlertid ogsaa Finner (altsaa Brachycephaler?), at have forekommet dersteds, idet et Sagn fra Malmøen i Bohuslän beretter, at denne Øs oprindelige Befolkning, de godmodige og igjennem formeget Indgifte aandelig degenererede og svækkede saakaldte "Malmøbarn" eller "Malmøpyttar", kom drivende paa et Isflag ifra Jylland og "vare Finner" (6).

Idet sidste er der ifra Holland kommen en interessant Meddelelse, idet en Dr. L. Bolk i Bull. et Mém. Soc. d'Anthropologie (7) meddeler, at Befolkningen i Nordholland og Frisland bestaar af 2 ganske forskjellige Typer, den ene høi, blond og langskallet, den anden lavere, blond, men kortskallet, altsaa ganske som hos Os.

Under en Reise i Scotland for ca. 14 Aar siden gjenfandt jeg atter denne Type, især naturligvis paa de af Nordmændene i sin Tid coloniserede Øer, men ogsaa paa Fastlandet.
I den af Prof. Sir William Turner tidgivne Samling af Skotske Cranietyper finder man den samme form igjen under Fife No. 5, foruden naturligvis under Shetland (8).

Ligeledes i Davis og Turnams Crania Britannica forekommer gjentagende Gange afbildet forhistoriske Cranier, som tiltrods for den daarlige Tegning vistnok er det samme, frembyder ialfald stor Lighed.

Vi se altsaa, at denne Cranietype forekommer omtrent i alle Lande rundt Nordsjøen, at den tilhører, hvad jeg i sin Tid har kaldt Nordsjøracen, som jeg antog i forhistorisk Tid har indtaget største Delen at Kysterne rundt Nordsjøen.
Det Spørgsmaal stiller sig da nu, hvilken Folkestamme tilhører dette Craniun, og hvorfra er den egentlig kommen?

Skalleformen er jo ganske forskjellig fra den norrøne eller nordgermaniske - den har intet tilfælleds med denne og kan ikke igjennem individuel Variation være udgaaet fra denne, ligesaalidt som den kan tænkes opstaaet som Følge af Milieuet eller Beskjæftigelsen. Den er for udbredt, og specielt dens Udbredelse er for charakteristisk til, at det kun kan være Efterkommere efter Nordboernes Trælle, en Supposition, som er fremsat fra enkelt Hold.
Den maa tilhøre en egen Stamme, som i forhistorisk Tid er indvandret til Norges Sydvestkyst, hvor den paa Jæderen har havt sit Udstraalingscentrum, hvorfra den har udbredt sig langs Kysterne nordover og østover.

Efter G. Retzius findes som nævnt et noget tilsvarende Cranium i Sverige allerede under Stenalderen. Vi har vistnok ogsaa et Cranium ifra Stenalderen, men det frembyder igjen en ganske forskjellig Type ligesaa ulig det af G. Retzius beskrevne som den almindelige norrøne Type. Det kan neppe heller være en blot individuel Variation, da det har vist sig istand til at danne en egen Type, der fremdeles i atavistiske Repræsentanter gaar igjen hist og her nutildags i østlandets nulevende Befolkning.

Da Archæologien har paavist, at vi danne en saakaldt archæologisk Provinds sammen med Sverige, Danmark og Nordtydskland, maa vi antage, at denne brachycephale Type ogsaa hos Os er indvandret søndenfra og sandsynligvis da allerede under Stenalderen; og da dens Forekomst væsentlig er Udøerne og Kysten, medens den regelmæssig aftager indover imod Fjordbundene og Indlandet, maa den fra først af have været et Kystfolk, som levede af Fiskeri og Jagt, og for hvem Fædrift og Agerbrug var fremmed, altsaa en meget primitiv Befolkning.

Det tidligere nævnte af G. Retzius beskrevne brachycephale Cranium saavelsom vor nulevende brachycephale blonde Befolkning frembyder utvivlsomt Ligheder med det finske, specielt tavastlänske Cranium, og andre blonde Brachycephaler end Finneme forekommer mig bekjendt ikke.

Sydtydsklands Brachycephaler, hvortil en Forfatter (9) vil henføre vore blonde Brachycephaler, ere derimod udpræget mørkhaarede og tilhøre igjen to forskjellige Cranietyper der ere beskrevne af von Hölder.

Man henvises altsaa ufeilbarlig til en med Finnerne beslægtet Stamme, som i sin Tid har befolket vor Sydkyst og formodentlig er kommen over Havet fra den ligeoverforliggende Kyst af Nordfrisland eller Jylland.

Har der da virkelig i Fortiden været Finner sas langt mod Vest her i Norden?
Den gothiske Forfatter Jordanes fra det 6te Aarh. efter Chr, der vistnok har faaet de bedste Underretninger om Norden fra første Haand, nævner i sit bekjendte Værk Finner paa 3 forskjellige Steder her (10).

Først langt imod Nord som Naboer til Folket Adogit (= Hålogi? efter P.A. Munch; Andøens Beboere efter andre) om taler han Scretofennæ = de skiløbende Finner.
Efter saa at have nævnt en Del svenske Stammenavne kommer han til Finnaithiae, i hvilket Navn vi vistnok med Rette tro at gjenkjende Navnet paa Beboerne af Landskabet Finveden i Småland, der ogsaa i gammel Tid kaldtes Finneiði.
Saa nævner han, idet han gaar vestover, igjen en hel Del norske, temmelig let gjenkjendelige Stammer som Raumarici, Ranarici, Grannii og kommer saa atter til Finni, af hvem han endog giver en folkepsychologisk Charakteristik, idet han siger:
"Finni mitissimi, Scandzae cultoribus omnibus mitiores" (11) - altsaa de mildeste eller godmodigste, om man vil, af Scandzas Indbyggere.

De danne altsaa herved en ganske mærkelig Modsætning til flere af de andre af ham nævnte Stammer, specielt Gautigoth, der kaldes et hvast og krigslystent Folk; - de derimod maa have været fredsommelige, og deres lige ere, siger han, Vinoviloth, som af enkelte er antaget at betyde Vingulmørks Beboere.

Jordanes skiller saaledes ganske tydelig mellem 3 forskjellige finske Stammer, nemlig Scretofenni i det nordlige Norge, som noget for sig, Finnaithiæ i det sydligere Sverige (11), og disse Finni mitissimi i Syd-Norge, hvis Temperament han endog saaledes nærmere charakteriserer.
Hertil vil jeg ogsaa føie, at i det gamle Beowulf-Kvad, som Prof. Schück jo antog handlede om en gautisk Helt, nævnes igjen Finni, som boende i Nærheden af Raumernes Kyst, idet Helten paa sin Kapsvømning mod Breca af Strømmen blir drevet hen til Finnernes Land (12).
Alt peger jo saaledes, forekommer det mig, med Bestemthed paa, at her har i tidlig Tid boet et Folkefærd, som kaldtes Finni.

Gaar man ud fra, at Jordanes med sine Finni mitissimi er kommen til netop at betegne denne vor nuværende blonde Kystbefolkning i det sydvestlige Norge, er det jo ganske mærkeligt, hvordan hans folkepsychologiske Charakteristik ogsaa passer paa disse Folk den Dag idag.

Efter mine tidligere givne Charakterskildringer af vore blonde Kortskaller ere de jo virkelig endnu mitissimi og udgjøre vistnok vort Lands mest fredelskende Befolkning. Den ethnologiske Opdagelse, at der i det sydvestlige Norge i overveiende Grad forekommer en blond kortskallet Befolkning, som har en med de nuværende Finlændere beslægtet Skalleform og med et til Jordanes' Skildring tilsvarende Folkelynne, maa derfor give denne hans Meddelelse forøget Betydning.

Jeg har tidligere fremhævet (13), at vor blonde Kortskalle, som ikke oprindelig hørende til den norrøn-germaniske Folkestamme, vist heller ikke har talt et nordgermanisk Tungemaal, men først efterhaanden ved Berøring med de langt talrigere og sandsynligvis paa et høiere Culturtrin staaende norrøn-germaniske Stammer har antaget nordisk Nationalitet.
Vore Sprogforskere sige nu, at har dette været Tilfælde, maa denne Befolkning dog ialfald have efterladt sig nogle Spor at sit Sprog, men dette har de ikke.
Jeg skal hertil for det første bemærke, at dette kortskallede blonde kystfolk vistnok endnu befandt sig paa Stenaldersculturstandpunktet, da nordiske Stammer under Bronze- eller Jernalderen innvandrede hertil, derhos vel ogsaa var et faatalligt og spredt boende Fisker- og Jægerfolk, og at Stammer paa et saa lavt og primitivt Culturtrin neppe kan fortidsættes at efterlade sig synderligt sprogligt Spor, men i Almindelighed pleie fuldstændig at gaa op i den høiere staaende Natiorialitet.
Man kan derfor a priori neppe vente at finde efterladte Spor at deres Sprog.

Dernæst skal jeg ogsaa bemærke, at der endnu hertillands findes adskillige Ø- og Landskabsnavne, som man ikke har lykkedes at forklare ud fra det norrøne Tungemaal.
Med Hensyn til et Folks Forsvinden og Opgaaen i et andet siger Alex. Bugge i sit "Det sidste Afsnit at Nordmændenes Historie i Irland"(14):
"Historien synes atter og atter at lære Os, at naar et Folk ikke er naaet frem til national Selvbevidsthed og endnu ikke har udviklet en Kultur, som det føler som sin personlige Eiendom, da har det let for at gaa tilgrunde og gaa op i en høiere Kultur. Men er et Folk først kommet saalangt, da vil det ha meget vanskeligt forat gaa tilgrunde."

Om et Folk paa Stenaldersstandpunkt gjælder vel det første i udpræget Grad.
At Folket med den brachytepliale, finnoide eller kvænoide Skalleform maa være indkommet her i Landet allerede under Stenalderen, kan man vel efter Analogien i Sverige med det tilsvarende Cranium med nogenlunde Sikkerhed antage. Dog forekommer efter Retzius (l. c.) langskallede Cranieformer samtidig og er ogsaa de talrigste; men jeg er tilbøielig til at tro, at Befolkningsforholdene i begge Lande har stillet sig adskillig forskjellig og Indvandringsveiene været andre. Vi mangle dog tilstrækkeligt craniologisk Material til med Bestemthed at kunne dømme herom. Den blonde Kortskalles stærke Concentration her henimod Norges Sydspids synes saaledes at tyde paa en anden Indvandringsvei for denne end over Sverige. Syd-Norge ligger f. Ex. Jyllands Kyster forholdsvis temmelig nær, og de archæologiske Fund paa begge Steder frembyde saamange Lighedspunkter, at en Indvirkning derfra i en tidlig Periode med Bestemthed maa kunne forudsættes. Det Stykke over Havet frembød selv i hine fjerne Tider ingen væsentlig Hindring, derpaa har man talrige analoge Exempler fra andre Steder af Kloden, ikke mindst fra øerne i det stille Hav.

Først under den ældre Jernalder ved vi af de gamle Runestene med Bestemthed, at Landets Befolkning talte et nordisk Sprog, og samtidig ogsaa, at den norrøn-germaniske Stammes Skalleform var langskallet.
Den kortskallede Tilblanding, vort Folk har, maa derfor med Nødvendighed forudsættes at være af ældre Proveniens; senere ved vi ialfald den ikke kan være kommen, da ogsaa den yngre Jernalders Folk har en udpræget langskallet Form.

Prof. R. Keyser og P. A. Munch har i sin Tid vistnok for en Del bygget sin Theori om Finnerne som Norges første Befolkning paa denne Jordanes' tidligere nævnte Meddelelse.
De har imidlertid, som vi kan se, nærmest herved tænkt paa, hvad jeg for Klarhedens Skyld vil kalde Nomadefolket Lapperne, og Almenheden har jo ogsaa her sørpaa forlængst sammenblandet disse to Begreber - de mongoloide Lapper og de ugriske Finner.
De har saaledes kaldt de af Kvæner befolkede Skovstrækninger mellem Solør og Wermeland og mellem Lier, Modum og Ringerike for resp. "Finskogene" og "Finnemarka".

Det er først nordpaa, man har opfattet at gjøre den, rette Distinction mellem dem: Finnen (Kvænen) og Lappen, sandsynligvis fordi de dertil indvandrede Finlændere stamme fra det egentlige Kvænland (Kainulaiset = Østerbotn), medens de her sørpaa vare fra, hvad de kaldte Storfinland (Tavastland og Satakunta i Savolaks).

Havde disse vore store historikere kjendt til, hvad den anthropologiske Undersøgelse af Folket har bragt for Dagen, og Archæologiens nuværende Resultater, vare de kanske gaaet over til mine her fremsatte Anskuelser.
Det er jo saaledes ogsaa ganske paafaldende, hvormange betydeligere Stedsnavne der her paa vor Sydvestkyst er forbundet med Finnenavnet. At en enkelt Gaard har et med Fin sammensat Navn, har jo mindre Betydning og kan simpelthen stamme fra det temmelig almindelige Mandsnavn Fin eller Græsset Finn (Nardus stricta), men anderledes Betydning forekommer det mig at have, naar hele Bygdelag faa Finnenavnet.
Vi har saaledes Bygden Finsland i Christiansands Opland, Finnø, en betydelig Ø i Buknfjorden, med den ved Siden af liggende store Bygdeborg, Finborgen kaldet, og Herredet Finnaas paa Grændsen af Ryfylke og Søndhordland. Paa Finnø udgjør Befolkningen med Index over 82 56 % og i Finnaas 64,3, medens den paa de omgivende øer i Ryfylkefjordene kun er 34 % og i det til Finnaas grændsende Fjære Thinglag er 52,7 %.
Hertil kommer da den tidligere omtalte eiendommelige Tradition om Malmøens Befolkning af i sin Tid paa et Isflag diddrevne Finner fra Jylland og Beowulfkvadet med dets Beretning om Heltens Svømmetur.

Gang paa Gang støder man her ved Skageraks Kyster paa disse tilsyneladende saa gaadefulde Finner. Alt synes dog virkelig at tyde paa, at her har i sin Tid boet et Kystfolk, der har gaaet under Navnet Finner, og som har strakt sig til henimod Rygjarbit eller maaske længere (deres lige var jo efter Jordanes Vinoviloth (Vingulmørk?), og hvis Efterkommere vi kanske gjenfinde nutildags i vor blonde Kortskalle, der fremdeles holder sig mest til Kysten og endnu udgjør en saa stor Del af Befolkningen her. Senere ere da de norrøne Stammer komne, har undertvunget dem og tilført dem sin højere Kultur og sit Sprog.

Af stor Interesse vilde det for disse Spørgsmaals yderligere Opklaring derfor være, om nogle af Sveriges dygtige Anthropologer f. Ex. vilde underkaste Finvedens (15) Befolkning en typologisk Studie, om man muligens kunde gjenfinde den saa let gjenkjendelige blonde Brachycephal derborte i Smålands Skovbygder, til hvis magre og ulændte Trakter de sandsynligvis ere blevne fordrevne af de senere indtrængende svenske Stammer. (16) Nu stiller sig da tilslut det Spørgsmaal, hvorfra ere de komne, disse blonde, finnoide Brachycephaler?
Fra det nuværende Finland kan de jo ikke være komne, og med Sydtydsklands mørke Brachycephaler har de som allerede nævnt jo intet tilfælleds - men da vi i archæologisk Henseende ses at have faaet vor Cultur søndenfra, maa vi altigevet søge Forbindelsen i den Retning.
Som tidligere paavist gjenfinde vi ogsaa denne eiendommelige brachycephale Type omtrent rundt hele Nordsjøens Kyster. Vi kommer derfor til at tænke paa, at den bekjendte Anthropolog Prüner-Bey kanske kan have Ret, naar han i Solutrécranierne No. 3 og 4 tror at se finske og esthniske Typer, og at dette store Stenaldercentrum er denne Folketypes egentlige Udgangspunkt.

Jeg har ikke selv set Samlingen, og Tegningerne i Quatreflage's og Hamy's store Værk ere temmelig ufuldkomne, men nogen Lighed frembyder vistnok den der angivne Norma verticalis med vore blonde Brachycephalers (17).

Archæologien vil maaske udgaaende fra de her omtalte Synspunkter kunne give nogle Vink, og specielt tror jeg, at en kartografisk Fremstilling af den saakaldte arktiske Stenalders Udbredning vilde kunne virke oplysende.
Den norske Stenalders Typologi indeholder jo adskillige interessante, endnu uløste Problemer, hvorpaa Dr. Andr. Hansen i sit Værk Landnåm paa en fortjenstfuld Maade ialfald har henledet Opmærksomheden.

Noter:

1. Senere viste det sig, at man gjenfinder Typen saavel i Craniesamlingen fra Gimsø Kloster som fra Tønsberg.

2. Billedet af Craniet med dets forskjellige Maal er med Forfatterens Tilladelse trykt efter G. F. Larsens Norske Kranietyper S.30.

3. Dr. Andr. Hansen i La Norvége snavelsorn andre Steder i hans Arbeider (Landnåm i Norge).

4. Der foregaar saaledes en Formørkning af de blonde Racer, og i Sverige saavelsom hertillands gaar denne i Retning fra Peripherien med Minskning imod det Indre (Anthropologia suecica).

5. Stavanger Amts Anthropologi s23.

6. A. E. Holmberg, Bohusläns historia och beskrifning, I. B. s37 III. 8. s10.

7. Bull. et Mém. Soc. d'anthropologie, Paris 1904, T. 5, p.578-586. Ref. i Centralblatt f. Anthropologie X Jahrg. 1905, H. 3.

8. A contribution to the craniology of the people of Scotland by Prof. Sir W. Turner. Edinburgh 1903.

9. Dr. Andr. Hansen, Landnåm i Norge.

10. Jordanes, Getica S. 59. Ed. Th. Mommsen.

11. Hos Adam af Bremen staar Finnedi, og Saxo kalder dette Grændselandskab mod Danmark ligefrem for Finnia og Indbyggerne Finnenses (P. A. Munch, Det n. Folks Historie I. B. s.93).

12. Beowulf X. V. 22, translated by J. L. Hall.

13. G. Retzius, Crania suecica antiqua, ref. af C. Arbo, s.12.

14. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1904, II R.19 B. s.248.

15. Det gamle Finveden bestaar af Sunnerbo Härad af Kronobergs Län, samt Øst- og Vestbo af Jönköpings Län. Den store Indsjø Bolmen var Finvedens Centralpunkt, og Landet skildres som magert og ulændt (Magnus Höjer Götaland 2, I. s.313).

16. For Malmøens Vedkommende lader det sig vanskeligere gjøre, da næsten hele den mandlige Befolkning i 1826 omkom paa Sjøen. Dog var det et Forsøg værd, da jo Kvinderne vel maa være bevarede og de i Almindelighed med Seighed holde paa Slægtstypen.

17. Quatrefages og Hamy. Crania ethnica s.67. Fig. 59 og 61. Fig. 58 ved la Truchére, Vallée de la Seille angiver maaske ogsaa samme Type. I det Hele taget minde flere af de præhistoriske franske og belgiske (Furfooz) Typecranier adskilligt om vore blonde Brachycephalers Norma verticalis.