Ved tidligere Anledning¹ har jeg paapeget, at der blandt de i det anatomiske Instituts Samling indlemmede Kranier fra Trondhjem (fra c. Aar 1500) forekommer forskjellige Typer. Af disse har jeg dengang fornemmelig omhandlet den brachycephale, lavskallede og lavansigtede Form og sammenstillet denne med andre lignende Kranieformer fra andre Dele af Landet.

I den anførte Afhandling har jeg foruden denne brachycephale Gruppe tillige omtalt en dolichocephal, som nærmest maa antages ensartet med den norrøn-germanske dolichocephale Type, og en anden mestendels mesocephal, med mere rhomboidalt Skallegjennemsnit. Der anførtes derved, at det overveiende Antal af de trønderske Kranier udmærkede sig ved forholdsvis stærkt udprægede Issebuler.

Det er de to sidstnævnte Former, som nærmest har været Gjenstand for de her refererede Undersøgelser. Som sammenhørende dermed har jeg ogsaa i Korthed behandlet Spørgsmaalet om de typiske Forhold hos de i Samlingen opbevarede Kranier fra den ældre Jernalder (fra c. Aar 500).

De undersøgte Kranier af den norrøn-germanske Form skiller sig i to lidt forskjellige, dog i hinanden overgaaende Grupper, de kiledannede og de elliptiske. Førstnævnte Gruppe er i Trondhjemsfundet den forherskende. Disse Kranier er lange, noget lave, udpræget dolichocephale, har udprægede Issebuler, et langt, ofte opad bredt Baghoved, smal Pande med temmelig fremtrædende Pandehuler, middels store Superciliarvulster, smalt, ofte ikke meget langt, dog udtalt leptoprosopt Overansigt, smal Basis. De giver idethele Billedet af den germanske Dolichocephal, men skiller sig noget fra denne ved stærkere Fremtræden af Issebulerne og ved mindre skarpt afskaarne Tindingpartier, idet disse i sit bagre Parti hyppig buler sig frem. (S. Tab. 1, No. 3-7, Pl. 1, No. 2 og 3, "Norske Kranietyper", Pl. 1, No. 2).

Den elliptiske Form adskiller sig fra den kiledannede ved den jevne Runding af Issebenene, ingen eller utydelige Issebuler, men frembyder forresten ikke typiske Forskjelligheder fra den kiledannede. (Tab. 1, No. 1 og 2, Pl. 1, No. 1, Pl. 2, No. 1).

De kuneat-rhomboidale (den rhomboidale Form selvfølgelig afskaaret ved Pandebegrændsningen) Kranier har almindelig udtalt Præg af at være kvindelige, dog tør kanske enkelte være mandlige. De udmærker sig ved en stærk Tilsmalnen forover og bagover fra det stærkt fremtrædende bagre Midtparti med sine udstaaende Issebuler, bredeste Tværsnit ofte relativ langt fortil (Basis tilsvarende kortere). Bredden er gjennemsnitlig større end for den kuneate og elliptiske Gruppe, ikke ganske faa har brachycephal Kefalindex. Overansigtsindex leptoprosop, men noget lavere end for den nævnte Gruppe. Lignende Kranier fore- kommer ogsaa i andre middelalderske Fund, men mere enkeltvis spredt (Tab. I, No. 8-11, Pl. 1, No. 3, Pl. 2, No. 2).

Med Hensyn til den relative Hyppighed af de forskjellige Former kan af Kraniesamlingen kun sluttes, at de 3 nævnte Former, den elliptiske, den kuneate og den rhomboidale, findes i relativt betydeligere Antal, medens den brachycephale er forholdsvis faatallig. Sammenligning med den levende Befolknings Kranier leder til den Antagelse, at den elliptiske nu tør være den hyppigste blandt Mænd, men at moderat fremstaaende Issebitler er meget almindeligt og betinger en Overgang til den kuneate Form. Endvidere, at den rhomboidale (kuneat-rhomboidale) sjelden findes hos mandlige Individer. Vedføiede Tabel viser de vigtigste Maal for endel Kranier af de nævnte Grupper, samtlige benyttede ved Beregningen af Indices (Tab. 2). Det er for hver enkelt af Formerne ikke ret mange, men det er vanskeligt i dette Fund at opdrive hertil mere skikkede Exemplarer, dels paa Grund af ofte mindre tydelig udpræget Form, dels paa Grund af talrige Defekter.

Med Hensyn til Kranier af den brachycephale Gruppe henvises til "Norske Kranietyper"s Tabel, hvor Maalene for nogle af dem er opførte. Paa her vedføjede Tab. 2 er fra denne Af handlings Tab. s.21 Optaget Middelmaal og Middelindices for den mesobrachycephale Gruppe.

Desværre er af de ikke ret mange brachycephale Kranier (ca. 12%) kun faa saavidt vel bevarede, at de med større Udbytte kan studeres i sine Enkeltheder. Fornemmelig er det et Savn, at Ansigtsdelene kun findes hos de færreste.

Mest synes at tale for, at de udprægede Brachycephaler (hos hvilke Blandingsfænomener vel mere kan udelukkes) har havt en temmelig ensdannet lav Hovedskal, elliptisk-ovoid med brataffaldende Baghoved, dog tydelig fremstaaende Baghovedtuberositet, lav, temmelig brat Pande, lidet fremstaaende Issebuler. Det er dog kun nogle faa, hos hvilke denne Form er udtalt tilstede, men hos disse er den meget nær overensstemmende.

Men om de alle er af samme Type (med Blandingsformer), eller de tilhører forskjellige Typer, derom kan fra det foreliggende Material neppe sluttes noget bestemt². Nogle af dem synes at nærme sig de noget høigradige Mesocephaler af den rhomboidale Form (s. det her Pl. 2 afbildede Kr. No. 378), endel har sammen med en afrundet ovoid forreste Del et temmelig spidst fremstaaende Baghoved (s. "Norske Kranietyper" Pl. 3, No. 8 og 9).

Som udpræget Exemplar af brachycephal Form er her Pl. 2, No. 3 afbildet et, sandsynligvis kvindeligt, Kranium i norma verticalis. Det vil sees, at dets Form slutter sig nær til det i "Norske Kranietyper" Pl. 3, No. 9 afbildede Kraniums. Saavel i Skalle- som i Ansigtsform synes flere af de trønderske brachycephale Kranier at komme de vestlandske temmelig nær.

Blandt de paa Tab. 1 opførte Kranier forekommer et, som har et eiendommeligt Udseende (No.1). Det er i sine Hovedforhold i det væsentlige overensstemmende med de dolichocephale elliptiske Kranier men i sin Habitus ligesom visende hen til en længst forgangen Tid og til en mere oprindelig Type. Efter Maalene har det alle Tegn paa den stærkt dolichocephale germanske Type. Men dets Skalleform er udpræget neanderthaloid med meget lavt, stærkt skraanende Forhoved og kolossale Superciliarvulster. Det staar isoleret i den hele Kraniesamling, og jeg ved heller ikke, at jeg nogetsteds inden den levende Befolkning har truffet en tilsvarende Form. Efter den Afbildning, som Quatrefages & Hamy (Crania ethnica) har givet af Blumenbachs Batavus genuinus, er det temmelig nær overensstemmende med dette. Paa den anden Side er der en saa tydelig Overgang til de øvrige dolichocephale Trønderkranier, at Slægtskabet maa være utvivlsomt, og at det i sin Helhed maa stilles sammen med disse.

Det kunde være fristende at benytte dette som Tegn paa, at Trønderbefolkningens Dolichocephaler stammer fra den nuværende hollandske Kyst (det Blumenbachske Kranium fandtes som bekjendt paa Øen Marken i Zuydersøen). Sagen er dog ikke saa ligetil. Typen Batavus genuinus er senere funden paa de mest forskjellige Steder i Europa, endog mod Asiens Grændser, medens det paa den anden Side ikke er lykkes at finde flere Exemplarer i Holland, trods Blumenbachs Angivelse, at denne Kranieform var almindelig paa Øerne ved Zuydersøens Udløb. I England er et lignende fundet og afbildet af Davis. Imidlertid tør det her nævnte trønderske Kranium for den norske Antropologi have saameget større Interesse, som det vel tør ansees for sikkert, at Friserkysten har afgivet væsentlige Bidrag til Norges Befolkning. Det kunde saaledes ogsaa stille sig som meget rimeligt i dette Kranium at se repræsenteret en Oldform som atavistisk er optraadt i relativt sene tider.

De Eiendommeligheder hos de trønderske Dolichocephaler, som skiller dem noget fra Kranier af dette Slags fra andre Landsdele, tør vel antages at have været tilstede fra ældre Tider og at have bevaret sig fra den trønderske Stammes tidligste Dage. Man finder dem i Virkeligheden allerede hos Samlingens Kranier fra den ældre Jernalder, som samtlige er fundne i det nordlige Norge.

Af saadanne har Samlingen 5 fra Bygderne paa Østsiden af Vestfjorden i Nordland (Lødingen og Steigen). Fundene er af Arkæologer antaget at være fra Tiden omkring Aar 500 af vor Tidsregning.

To af disse Kranier er paa det nærmeste fuldstændig bevaret, et mangler det meste af den ene Sidehalvdel, medens den anden er næsten ubeskadiget. Af det femte Kranium findes kun en Del af Skallen, der dog er tilstrækkelig til Erkjendelse af Typen.

De norske Kranier fra ældre Jernalder er tidligere maalt og beskrevet af Barth³, som er kommet til det Resultat, at de henhører under den af ham beskrevne "Vikingtype" (hans Fællesbenævnelse for en Gruppe af dolichocephale Kranier, ogsaa forekommende i senere Perioder). Kranierne for den nævnte Tid udmærker sig særligt ved stærkere fremtrædende Issebuler, der dog ogsaa senere ikke sjelden findes. Han stiller den ved Siden af Eckers "Hügelgräber" som en ældre Form af "Vikingtypen", idet han derved sætter Issebulerne som det karakteriserende Mærke. Egentlig er det dog kun de to Offersøkranier, som har denne Form mere udpræget. Kraniet fra Myklebostad kalder Barth "Vikingskalle med Stenaldersansigt", en Kombination, som han forøvrigt ogsaa gjenfinder hos et par af Samlingens middelalderske Kranier. Ogsaa Arbo har villet finde Eckers "Hügelgräber" igjen i Kranierne fra ældre Jernalder.

Fra min Opfatning ligger det meget fjernt at se dem paa denne Maade. Jeg er ganske enig med Barth i at henføre dem under den dolichocephale norrøn-germanske Typeform og kanske tildels som Varianter. Men efter det nu foreliggende Material af Trønderkranier (som tidligere ikke fandtes) vil de neppe kunne generaliseres som Répræsentanter for nogen særegen ældre Jernaldersgruppe. Efter Offentliggjørelse af G. Retzius' Værk over svenske ældre Kranier tør det vel ogsaa være lidet berettiget at antage nogen saadan. Hvad Sammenstillingen med Eckers "Hügelgräber" angaar, da er denne som bekjendt ikke opstillet paa fuldt bestemte Maader som afgrændset Type. Han opstiller dog endel Mærker, af hvilke, saavidt jeg har opfattet ham, ikke netop de fremstaaende Issebuler er det afgjørende. Afbildningerne af E.`s "Hügelgräber" har temmelig forskjellig Form, tildels er de endog udpræget brachycephale. Efter hans Opgave har den en temmelig høi mesocephal Middelindex.

De fleste af de nordlandske Jernalderskranier staar de trønderske Middelalderskranier meget nær. Kun et enkelt staar mere isoleret fra disse, nemlig Kraniet fra Steigen. Dette forøvrigt smukke og kraftigt udprægede Hoved peger dog efter sine Maal noget hen mod de mesobrachycephale Trønderkranier, men med stærk Heldning mod de trønderske Dolichocephaler. Som Eiendommelighed i typisk Henseende kan nævnes det brede og lave Overansigt (meget lav Processus alveolaris) og den noget store Skallebredde (dog neppe i og for sig at lægge Vægt paa). Det har kort Baghoved, medens samtlige øvrige udmærker sig ved sin med det dolichocephale Trønderkranium overensstemmende stærke Fremstaaen af Occipitaltuberositeten. De andre Kranier har dels (Offersøkranierne) en kuneat-rhomboidal Form med stærkt fremstaaende Issebuler, dels (Myklebostadkr. og sandsynlig Skallebrudstykket) et mere elliptisk Gjennemsnit. De førstnævnte stemmer i alt væsentligt med Trønderkranierne af lignende Form, kun har de et Par Eiendommeligheder, som nedenfor nærmere skal nævnes.

Kraniet fra Myklebostad danner ligesom et Mellemled mellem de kuneate og de elliptiske Kranier, dog mest heldende mod sidstnævnte Form. Issebulerne er smaa, men dog kjendelige, Baghovedet relativt lidt kortere end hos Offersøkranierne. Barth finder, at Ansigtet stærkt minder om det i Samlingen opbevarede Kranium fra Stenalderen, karakteriserer det som "Vikingskalle med Stenaldersansigt", en Kombination som han tror at have fundet ogsaa hos enkelte andre Kranier. Jeg kan ikke se nogen saadan udpræget Lighed. Ansigtsformerne er dog noget eiendommelige; men lignende synes at kunne forekomme baade blandt nulevende Trøndere og kan ogsaa antydningsvis findes hos et Par af de trønderske Middelalderskranier.

Det femte Kranium (Brudstykket fra Offersø) er noget deformt (skjævt), men hører temmelig tydelig sammen med de elliptiske Trønderkranier. Et af de middelalderske Kranier har væsentlig samme Former, ligetil Skjævheden. (Tab. 1, No. 2, PI. 2, No. 1).

Nogle Eiendommeligheder har, som ovenfor nævnt, imidlertid Jernalderskranierne, men det kan jo ikke netop vides, om disse er mere tilfældige, eller om de har udmærket den Tids dolichocepbale, Type i Almindelighed. Som saadan kan nævnes en stærkt udtalt firkantet Form af Øienhulens ydre Omkreds (fremtrædende hos samtlige, ogsaa hos Kraniet fra Steigen), dernæst den brede Gane hos Offersøkranierne (noget af denne Form sees dog ogsaa hos middelalderske Kranier) og foruden de ovenfor nævnte Egenheder en om et af Samlingens Lappekranier noget mindende Form af Forhovedet hos Kraniet fra Myklebostad. Dog vil disse Former neppe for Tiden kunne nærmere værdsættes i typisk Retning⁴.

I ethvert Tilfælde synes der at være et temmelig nært Slægtskab mellem de middelalderske (og nyere) Trønderkranier og de nordlandske Jernalderskranier, Mest nærliggende bliver det udentvivl at anse dem som Trøndertyper, og at de saaledes henhøre under en delvis lokal Befolkningsgruppe. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa i Oldtiden den samme Befolkningsgruppe har været udbredt i alle Landskaber nordenfor Dovre. Dette udelukker ikke, at der dengang kan være forekommet særegne Varianter af Trøndertyper i nordlandske Egne. Maaske der ogsaa i Tidernes Løb er foregaaet Forandringer i Typepræget. Selv en Sammenligning mellem Kranierne fra 1500 og Nutidsbefolkningens Kranier frembyder ikke utydeligt Forskjelligheder.
 

Forrige Aar (1901) foretog jeg en Undersøgelse af de antropologiske Forhold i den sydlige Del af Trøndelagen med nærmeste hensigt at komme til Kundskab om, hvorvidt der inden den nuværende befolkning forekom en Type, som kunde antages at repræsentere endel lavskallede brachycephale (eller høigradig mesocephale) Kranier, der findes blandt det anatomiske Instituts Samling af Trønderkranier fra Middelalderen. En kort Beretning om Resultaterne af denne Undersøgelse er trykt som Tillæg til den i Chr.a Videnskabsselskabs Skrifter for 1901 optagne Afhandling "Norske Kranietyper".

Indeværende Aars Sommer (1902) er de antropologiske Undersøgelser i de trønderske Distrikter fortsat efter noget udvidet Plan. Som nærmeste Hensigt forelaa derved at opsøge den dolichocephale Kranieform, af hvilke den nævnte Kraniesamling indeholder et større Antal Exemplarer, og at søge dens typiske Forhold og dens Udbredning blandt den nulevende Befolkning saavidt mulig bestemt, dernæst selvfølgelig at fortsætte Undersøgelsen af den brachycephale Types Forekomst og nærmere Beskaffenhed, og endelig at opsøge den rhomboidale Form, forsaavidt angik Forholdet hos mandlige Kranier. Forøvrigt var det min Hensigt at vinde Oversigt over de forskjellige antropologiske Forhold inden det hele Stift, saavidt som Anledning dertil gaves.

Idet jeg her fremlægger en kort Bearbeidelse af de iaar foretagne Optegnelser, finder jeg det nødvendigt at forudskikke nogle Data af den tidligere refererede, saaledes at begge Undersagelsers Resultater kan sees i Sammenhæng og navnlig Tallene lettere sammenlignes. I Forløbet af Fremstillingen vil ligeledes dette paa nogle Punkter mere specielt ske gjennem enkelte nye Sammenstillinger af Tallene fra første Undersøgelse.

Ved Bearbeidelse af Optegnelserne fra 1901 opførtes som tilhørende en blond brachycephal Type 13 Individer, der antages at være mere udprægede Repræsentanter for denne Type. Hos disse fandtes:

For den forøvrigt almindelig forekommende mørkhaarede Befolkning er anført følgende tilsvarende Middelmaal og Middelindices.

Orkedalen og Meldalen. Af 22 undersøgte Individer 17 mørkhaarede.

 

	Middelkefalindex	79,3
	Hovedets Middellængde	195 Mm.
	Do. -bredde	155 Mm.

Singsaas (Øvre Guldal). Af 12 undersøgte 7 mørkhaarede.

 

	Middelkefalindex	79,3
	Hovedets Middellængde	198
	Do. -bredde	157

Fordelt i andre Bygder 23 mørkhaarede.

 

	Middelkefalindex	79,8
	Hovedets Middellængde	194
	Do. -bredde	155
	Overansigtsindex	48,7
	Ansigtets Middelbredde	141
	Overansigtets Middelhøide	69
	Pandens Middelbredde	10,9

Som Resumé er opført:

1. Om det indre sydøstlige Bassin af Fjorden forekommer i forholdsvis større Udbredning en oftest blond brachycephal (meso-brachycephal) Befolkningstype, som er væsentlig forskjellig fra den blonde norrøn-germaniske Type, og som i meget nærmer sig den paa Sydvestkysten almindelig udbredte lyse Brachycephal.

2. I de sydligere og vestlige Bygder tilhører Befolkningen mestendels den brunette Typus, som her i det hele optræder ligeartet, men for en stor Del med Tilblandinger, vel mest af den overalt mere sparsomt forekommende norrøn-germaniske Type.

Efter ovenanførte Plan blev Undersøgelsen i 1902 udstrakt til flere Distrikter i Stiftets to nordlige Amter og dertil enkelte i Nordmøre. Romsdalen blev fuldstændig udenfor den, idet Materialet herfra ikke var tilgjængeligt paa de militære Samlingspladse, hvor Undersøgelser foretoges. Der kunde dog ikke medtages ethvert enkelt Thinglag⁵, men Undersøgelsen blev mestendels ordnet saaledes, at der undersøgtes Individer fra et Antal af Distriktrer, der var saledes beliggende, at de med Sandsynlighed kunde ansees for repræsentative, saaledes at mellemliggende Distrikter kunde bringes ind under samme Befolkningsforhold som de nærmest omgivende, der var undersøgte. Det, som tilsigtedes, var heller ikke nogen detailleret Granskning af de enkelte Distrikter, men paa den ene Side et Overblik over Befolkningsforholdene, - paa den anden Side, og som det væsentligste, nærmere Undersøgelse af de forskjellige Typer, der forefandtes. Det detajllerede Forhold maatte henstaa til senere, og det vilde da antagelig med forholdsvis Lethed kunne udredes.

Ialt undersøgtes 220 Individer, samtlige mandlige, i Alder mellem 23 og 30 Aar. Med den i 1901 foretagne vil der saaledes for den samlede Undersøgelse komme ca. 340 Individer, hvortil kommer 34 i 1901 kursorisk undersøgte for det søndre Kystdistrikt. Til de statistiske Sammenstillinger er af de i 1902 undersøgte udskudt et mindre Antal idet, som almindelig er Tilfældet, endel Individer paa Grund af hertil mindre brugbare Optegnelser ikke medtoges.

De Distrikter (Thinglag), som i 1902 gjordes til Gjenstand for Undersøgelse, var følgende:

I 1901 var Undersøgelsen foretaget i:

Der er i begge Aar gaaet frem efter samme Schema. Maalingerne har maattet indskrænkes til Hoved- og Ansigtsmaal for Længde og Bredde og Maal for mindste pandebredde⁷. Haarfarve og Øienfarve er optegnet, desuden Pandens, Næsens og Hagens form, Hovedets og Ansigtets almindelige Dannelse, dertil for hvert enkelt Individ Typepræget, som det fremtræder af det samlede Billede, mere rent eller blandet. Videre har jeg ikke seet mig i stand til at gaa, da dette ville lagt Hindring i veien for den Masseundersøgelse, som for Hensigten var paakrævet.

De statistiske Sammenstillinger for de enkelte Distrikter vil for de flestes Vedkommende kun faa et betinget Værd, hvad Typefordelingen angaar, da det undersøgte Antal fordetmeste har været forlidet til, at sikrere Slutninger i det enkelte deraf kan trækkes. Stiller man forholdet inden Distrikterne sammen, vil der fremgaa et tydeligere Billede af de ved Beregningerne fremkomne Tals Fordeling på større Kredse. Nedenfor anføres de summariske Beregninger vedkommende Kefal- og Ansigtsindex for de enkelte Thinglag, paa et Par Steder med Sammenslag av Nabobygder. Senere vil den mere typologiske Sammenstilling af Trønderbefolkningen følge.
 

 

	1902	Antal Undersøgte	Index
	Kvernes	20	80,4
	Surndal	14	79,1
	Rindal	21	79,0
	Orkedal	6	77,0
	Soknedal	14	78,8
	Singsaas	9	79,0
	Selbu	14	80,0
	Horg (og Støren)	6	80,8
	Børsen og Børseskogn	5	81,9
	Nedre Stjørdalen	10	80,2
	Værdalen	11	78,0
	Inderøen	10	79,9
	Snaasen	10	82,2
	Overhalden	10	80,2
	Bjørnør	10	80,7
	Aafjorden	10	80,7
	Ørlandet og Frøien	26	82,5

 

	1901
	Orkedal og Meldal	21	79,5
	Singsaas	13	79,8
	Selbu med Tydalen	16	80,3
	Horg, Bynæsset, Lein-stranden og Støren, Strinden	8	80,2
	Børsen og Børseskogn	3	79,2
	Stjørdalen med Meraker	18	81,5
	Aasen og Frosten	9	77,4
	Røraas med Landsogn	17	80,2

Efter disse tal kan antages, at Kystdistrigterne og Egnene om den sydlig østlige Del af Trondhjemsfjorden gjenemsnitlig vil vise en (efter Maal paa levende) svagt brachycephal Middelindex. Samme Forhold sees for Overhalden (Namdalen) og Snaasen (og 1901 for Røraasdistriktet). Forøvrigt sees Index mesocephal.
 

efter Undersøgelsen 1902.

Overansigtsindex er beregnet for alle Distrikter, hvorfra nogenlunde tilstrækkeligt Material forelaa. De direkte efter Maalene beregnede Indicies er reducerede ved Fratrækning av 6 mm fra Breddemaalet, hvilken antages omtrent at svare til Bedækningernes tykkelse (3 mm for hver Side), dog kanske er lidt knap. Det er samme Fradrag, som er gjort ved Beregning af Maalene for 1901.
Denne Reduktion gjør Tallet gjennemsnitlig 2,3 Enheder høiere. Dette Fradrag er gjort for hvert enkelt Tal, som er opført i 3die Række.

Overansigtsindex er saaledes gjennemsnitlig omkring 51, reduceret omkring 53. Sammenstilling med Tab. for Kefalindex viser at den lavere Ansigtsindex temmelig regelmæssigt findes sammen med den højere Kefalindex. Højeste Ansigtsindex findes i Indlandsbygderne i Søndre Trondhjems Amt og Inderøen, laveste i Kystdistrikterne nordenfor Trondhjemsfjorden og i Stjørdalen.

De midlere Indices er selvfølgelig ikke betinget af en med Hensyn til Kefalindex ligeartet Befolkning. De viser sig, som ventelig var, overalt beroende paa Blanding af tildels høist forskjellige Maalsforhold, svarende til dolichomeso- og brachycephal Index. Men det relative Forhold af Indexgrupperne er forskjellig inden de forskjellige enkelte Distrikter.

At opstille Fællesindices for det hele Stift vilde, selv med et større Material, blive lidet grundet, da Befolkningen i de forskjellige Dele af dette er sammensat paa forskjellig Maade. Om man dog vilde forsøge dette med et tilstrækkelig stort Material til Raadighed, saa turde det vel, efter hvad hidtil foreligger, kunne antages, at en Middelkefalindex vilde vise høigradig Mesocephali, svarende til middels Skeletmesocephali. Ansigtsindex vilde sandsynlig gjennemsnitlig være udtalt leptoprosop.

Vedføiede Tabeller (Tab.5a og b, Tab.6) giver Oplysning om forskjellige Forhold vedkommende de fra de enkelte Distrikter undersøgte Individer. De vedrører:

1. Antal af Dolicho-, Meso- og Brachycephaler.
2. Haarfarve og Øienfarve.
3. Brachycephalernes Antal i hvert Distrikt i deres Forhold med Hensyn til Haar- og Øienfarve.

Tabellerne viser, at de mesocephale Kranier forekom i et betydelig overveiende Antal, rene Dolichoceplialer forholdsvis sjelden. Procentvis beregnet vil der for de forskjellige Indexklasser falde 7,1, 43,8 og 48,8 % beregnet efter Maal paa levende, efter den reducerede Indexberegning, 15,6, 60,6 og 23,6 %. Heraf fremgaar, at der forekommer et forholdsvis stort Antal mere høigradige Skeletmesocephaler. Det relativt største Antal reducerede Dolichocephaler fandtes i Surndal, Rindal og Orkedalen, derimod ingen i Frøien, Selbo, Børsen (og Børseskogn). Relativ stort Antal reducerede Brachycephaler fandtes paa Ørlandet, i Frøien, Aafjorden, Overhalden og Snaasen. Ganske manglende var de kun i Orkedalen (hvorfra det hele Antal dog var lidet).⁹

Haarfarven var lysblond i ca. 27 %, mørkblond i ca. 39 %, mørk i ca. 41 %. Den lysblonde forekom hyppigst paa Ørlandet (hos over Halvparten af de Undersøgte), dernæst i Bjørnør og Snaasen. Mørk fandtes hyppigst i Kvernes, Surndal, Værdalen, Inderøen (efter Undersøgelsen i 1901 ogsaa hyppig i Orkedalen).

Øienfarven var overalt overveiende hyppigst blaa, almindelig mellemblaa, sjelden mørkblaa. Brun Øienfarve forekom yderst sjelden (Kvernes, Værdalen, Surndalen). Blanding af brun og blaa var lidt hyppigere, dog ogsaa sjelden.

Efter Tabellen over Brachycephalerne er omtrent ligemange med lys, blond og mørk Haarfarve, et noget mindre Antal er mørkblonde. De fleste mørkhaarede Brachycephaler fandtes i Kvernes, de fleste lysblonde paa Ørlandet, i Bjørnør, Overhalden, Singsaas (hvor dog maaske idethele mørkere Farve er mere raadende, cfr. 1901).

[SNPA-kommentar: Tabell 5a - 6 er utelatt inntil videre]

Videre fremlægges tabellariske Opstillinger af Maalene for de enkelte undersøgte Individer. (Tab. 7-12). Et lidet Antal er, mest paa Grund af utilstrækkelige Opgaver, ikke optaget i disse Tabeller, som omfatter 186 undersøgte Individer. Adskillelsen mellem mørkhaarede og blonde er foretaget af Hensyn til den Rolle, som den forskjellige Habitus viser sig at have i typisk Henseende.¹⁰

Den vedføiede grafiske Fremstilling (Pl. 3) viser Procentantal af undersøgte Individer fordelt paa de forskjellige Enheder af Kraniets Længdebreddeindex, særskilt for mørkhaarede og blonde.

Ved Opstillingen af Materialet i tabellarisk Form har jeg valgt at inddele det i 3 Klasser: Dolichocephaler (og Mesocephaler) med index under 78, Mesocephaler med Index 78 og 79 og Brachycephaler fra Index 80. Det ringe Antal Dolichocephaler gjorde det uhensigtsmæssigt at opføre disse særskilt.

For de enkelte Tabellers Vedkommende er opført Middelindices og Middelmaal. Til nærmere Oversigt opføres her en Sammenligningstabel over Middeltallene. (Tabel 13).

Kurverne angiver, hvorledes baade i det hele og for de to Undergrupper (Kurve 2) det største Antal samler sig paa Indices 78 til 80, endvidere (cfr. Tab.5), hvorledes Brachycephalerne i Antal staar yderst lidet tilbage for de samlede Grupper af Dolicho- og Mesocephaler, medens de ægte Brachycephaler (Index fra 82) kun naar op til et forholdsvis lidet Antal.

Samles begge Grupper til en enkelt, saa findes Høidepunktet paa Index 79 (17,2 %), dernæst kommer Index 80 (15,5 %) og Index 78 (13,4 %).

Hvad Forskjellen mellem Kurverne for blonde og mørkhaarede angaar, da er det Hovedforhold væsentlig at lægge Vægt paa, at de blondes Kurve fra 82 af paa alle Punkter ligger høiere end de mørkhaaredes.¹¹

En nærmere Sammenligning med, hvad nedenfor er omhandlet angaaende de typiske Forhold hos Trønderbefolkningen, vil oplyse om, at begge Kurver ligetil 80 eller maaske 81 væsentlig er dannet gjennem Material af nær samme typiske Beskaffenhed, henhørende under den trønderske dolicho-mesocephale Hovedtype (og dennes Blandingsmodifikationer), medens Resten, den brachycephale Del, vedrører Typer af anden Art, sandsynligvis en mørkhaaret og en blond. Dog tør det være ikke usandsynligt, at en brachycephal Virkning kan spores ogsaa længer tilbage i Indexrækken.

Den opførte Fortegnelse for Middel af Ansigtsindices (Side 20) viser et Forhold, som udentvivl er af Betydning, nemlig at de blondes Indices (paa enkelte Undtagelser nær) ligger ikke lidet lavere end de mørkhaaredes. Hen kunde sees Udtryk for en typisk Eiendommelighed, nærmest grundende sig paa Indvirkning af den blonde Brachycephal (se nedenfor) paa Middelforholdet af Ansigtsindices. Antallet er dog sparsomt, og Resultaterne maa opfattes derefter.

Kraniets længdebreddeindex:

Saavel af de i det foregaaende fremstillede Maalingsresultater som af den umiddelbare Iagttagelse fremgaar med temmelig stor Bestemthed, at Befolkningen i Trøndelagen i det store taget skiller sig i to Hovedgrupper, af hvilke den ene nærmest er mesocephal med Overgang til Dolichocephali, den anden brachycephal, den første forekommende i overveiende Flertal, den sidstnævnte paa de færreste Steder fremtrædende talrigt, mestendels spredt mellem de dolicho-mesocephale Befolkninger og for en stor Del saaledes indsprængt i og blandet med disse, at den vanskelig bestemtere kan udskilles. Den dolicho-mesocephale Gruppe optræder dels som mørkhaaret, dels og vel omtrent ligesaa hyppigt som mørkblond, sjeldnere som lysblond. Trods ikke liden Blanding er dog dens Typepræg ialmindelighed tydelig udtalt.

Ved Siden af disse herskende Typer optræder i ringere Antal mere ubestemte Former, maaske frembragte under andre Indflydelser, som kan have gjort sig gjældende. Der kunde saaledes maaske være Tale om Dolichocepbaler af noget afvigende Totalform, maaske en anden Varietet af samme Gruppe som Trøndergruppen. Dette tør dog være usikkert. En anden Indflydelse synes navnllg i enkelte Kystegne, men ogsaa ellers at gaa i Retning af stærkere Brachycephali, forbundet med mere brunet Habitus. Til dette Punkt skal jeg senere komme tilbage.

Før den nærmere Omhandling af Typeforholdene maa der gjøres et Forbehold med Hensyn til nogle i det følgende gjentagne Gange forekommende Betegnelser, dels saadanne, som er grundede paa Størrelsen af Kefalindex, dels nogle, som slutter sig til den mere eller mindre lyse eller mørke Habitus. Naar Benævnelserne dolicho-, meso-, brachycephal er benyttet relativt til Typerne, saa er derved ikke forudsat en typisk Adskillelse efter Kefalindex, idet jeg meget mere er af den Mening, at der med Hensyn til denne findes meget labile Grændser for de enkelte Typer. Benævnelserne vil ialmindelighed kun udtrykke det hyppigste Forhold, efter Omstændighederne repræsenteret ved Middeltal eller relativ Hyppighed.

Det samme gjælder Angivelse af Haarfarven som almindeligt Typetegn. Angivelsen af "blond" eller "mørk" som saadant er at betragte saaledes, at den gjælder det almindelige Forhold, hvorfra Undtagelser vistnok kan forekomme.
 

Blonde Brachycephaler af en Form og et Præg, som ved den første Undersøgelse i 1901 foranledigede, at de udsondredes i en egen Typegruppe, blev dengang kun konstateret i Distrikterne om Trondhjemsfjordens sydøstlige Vinkel og enkeltvis i nærliggende Indlandstrakter.

I min Beretning for 1901¹² skildres Typens mest fremtrædende Eiendommeligheder saaledes:
"Større eller mindre Brachycephali (reduceret til Skeletforhold overgaaende til Mesocephali), forholdsvis bredt Forhoved (fremhvælvede Tindingpartier), Panden hvælvet i Vertikallinien. Overansigtet bredt, lavt, Processus alveolaris lav, det hele Ansigt stærkt tilsmalnende nedad mod den spidse Hage, ret eller svagere buklet Næse, tildels med udstaaende Spids (en forøvrigt her almindelig Form), Profil udpræget ortognat, Haarfarven oftest lysblond eller mørkere blond, Øienfarven almindelig lysere blaa, i et Tilfælde lysgraalig (lysere Blanding af blaat og brunt)."

Der gjordes ogsaa herved opmærksom paa de mange Variationer.

Ved Undersøgelsen i 1902, der udstraktes til et større Omraade, fandtes lignende Individer i omtrent alle Dele af Stiftet, i de fleste enkelte Distrikter dog kun i relativt lidet Antal, men i visse Kredse, fornemmelig de før nævnte sydøstlige Distrikter og den større Del af Kystdistrikterne, meget hyppigere. Denne Type syntes fornemmelig af at fremtræde i Blandinger, saaledes at Antallet af de Individer, som har kunnet benyttes til Sammenstilling ved begge Undersøgelser, har været forholdsvis lidet. Ved sidste Undersøgelse var dette Antal tilfældigvis netop det samme som ved første, 13, de fleste dog fra andre Kanter end de først sammenstillede, idet der i 1902 ikke blev Anledning til at undersøge et større Antal af Stjørdalsbefolkningen, medens Kystbefolkningen var forholdsvis stærkt repræsenteret.

Som af vedføiede Tabeller for 1901 og 1902 (særskilt for hver Undersøgelse) sees, bevæger Kefalindex sig mestendels mellem 81 og 85, kun i et enkelt Tilfælde er den under 81 og i et Tilfælde 90. Skallebredden er forholdsvis betydelig, Længden heller ikke saa liden Ansigtsindex lav, rækker dog i Middel ved Reduktion til Skeletmaal over 50. Pandebredden temmelig stor.

Hvorlangt man (og specielt for Trøndelagen) tør gaa ved Opstilling af den blonde brachycephale Særtype, kan vistnok tildels frembyde nogen Tvivl. Der forekommer mange blandt de blonde brachycephale Individer som i andre Henseender ikke viser bestemtere typisk Særpræg, men mere synes at maatte tydes som Overgangsformer. Dog antager jeg, at jeg ved Opstilling af helt eller relativt typiske Individer heller har optaget for faa end for mange (selvfølgelig ikke derfor udelukket, at enkelte af de optagne kunde været strøgne).

Ialt er i Tabellerne af blonde Individer med brachycephal Kefalindex opført 55 (Tab.12). Beregningen af de for disse optagne Maal giver Middeltal, som nærmer sig de for den typiske blonde Brachycepbal fundne, men dog heller lidt over mod de blonde Dolichocephalers Middeltal. Det vil sees, at de i enkelte Rubrikker skiller sig ud fra de brunette Brachycephalers Tal.

Imidlertid forekommer den blonde Brachycephal Side om Side og som det synes hyppig blandet med den blonde Dolichocephal, og der kan blive Tale om Overgangsforhold, som kan frembyde særlige Vanskeligheder. Hvorledes dette Punkt skal anskues, kan være Gjenstand for forskjellig Tolkning. Det er dog vel ogsaa muligt, endog kanske sandsynligt, at der ikke alene findes Indvirkning af den ene Gruppes Kranieforhold paa den andens, men at der inden samme Gruppe kan forekomme Individer med meget forskjellig Kranieindex. Transformationer i denne Henseende er vel heller ikke udelukket.

For Tabellerne over de typiske blonde Brachycephaler er udtaget de Individer, som ved Kombination af de typiske Mærker syntes at kunne henføres til Typen som relativt renere Exemplarer.

Nogen Usikkerhed i denne Henseende kan for Tiden ikke undgaaes. Men det er heller ikke Detaillerne, som her har kunnet være Hovedsagen. Maalet har nærmest været Paavisning af Typens Existents og dens karakteristiske Kranieforhold som saadan.

I det enkelte vil almindeligvis kunne findes særlig Støtte for Bedømmelsen i en lav Ansigtsindex forbundet med høi Kefalindex. Dog tør det være uvist, om man kan anse den af og til og paa enkelte Steder hyppigere (s. "Ørlandet", Tab.12) større Ansigtshøide for at falde udenfor Typegrændsen.

Hvad Haarfarven angaar, saa vil det vel ikke kunne ansees udelukket, at denne Type kan optræde ogsaa med mørk Haarfarve (ved eller uden Blanding)¹³, medens dog den blonde Farve maa ansees for typisk. Med Hensyn til Spørgsmaalet åm en egen mørk brachycephal Type har dette selvfølgelig Betydning.

Middelmaalene er i begge Tabellens Afsnit mærkelig overensstemmende. Ansigtsmaalene vilde maaske være endmere stemmende, dersom ikke, hvad jeg er tilbøielig til at formode, Ansigtshøiden i 1901 er maalt lidt knap, medens, hvad allerede i Beretningen om denne Undersøgelse er berørt, Skallebredden muligens er sat lidt høi.

Særligt fortjener Opmærksomhed, at baade Antallet af blonde brachycephale Individer var større end Antallet af de brunette Braohycephaler, og at de viste høiere Grader af Brachycephali, dernæst, at inden Massen af blonde Individer (af alle Indexgrupper) den brachycephale Kranieform var den overveiende hyppigste og især forekom hos de lysblonde, ikke alene i de lavere Grader af Brachycephali, der ikke holder sig ved Reduktion til Skeletmaal, men ogsaa i de høiere Grader i stort Antal.

Som af foranstaaende Oversigtstabel No. 5 a sees, er Antallet af de optegnede lysblonde ialt 62, af mørkblonde 61. Af de førstnævnte er 29 brachycephale med tilsvarende Tal for Skeletbrachycephaler 21 og 15. Antallet af mørkhaarede er 84 med 40 Brachycephaler, hvoraf kun 13 Skeletbrachycephaler. Tallene er ikke fuldstændig sammenpassende, forsaavidt at der er opført nogle færre i Rubrikkerne for Haarfarve end i de for Indices. De angive dog Hovedforholdet.

Den i det foregaaende omhandlede Type vil efter min Opfatning staa i samme Hovedgruppe som den vestlandske Brachycephal.¹⁴ Det er veI ogsaa al Sandsynlighed for, at den ellers i Landet, vistnok saagodtsom overalt, men tildels i ringere Mængde, forekommende blonde brachycephale Befolkning hører ind under samme Gruppe, dog saaledes, at Typen ikke fremtræder ganske ensartet paa de forskjellige Steder, I denne Henseende kan jeg ogsaa henvise til de Undersøgelser af middelalderske Kranier, som jeg tidligere har refereret, i hvilke der for Vestlandet, det østlige Kystdistrikt og Trøndelagen opstilles tre forskjellige Former. Videre Undersøgelser blandt norske Befolkninger vil maaske lære, at der i Virkeligheden bliver Tale om en Fællestype med lokale Modifikationer.

Denne Benævnelse benyttes, fordi den langt overveiende Del af de undersøgte Individer, som kan henføres under Gruppen, er mesocephal og kun et forholdsvis lidet Antal har dolichocephal eller brachycephal Index. Hvor denne Type forekommer mest udpræget og med stærkere numerisk Overvægt, er ogsaa Middelkefalindex saavel hos det levende Individ som efter Skeletkraniets Maal mesocephal i midlere eller høiere Grad.

Ved Typens Opstilling er fornemmelig gaaet ud fra Kraniets Form og dennes Samstemmighed med de tidligere beskrevne dolichocephale til mesocephale Skeletkranier. Undersøgelsen hos levende har dertil maattet medtage som væsentligt Led Ansigtspræget. Herved er Typegrændsen tildels rykket ind paa det brachycephale Omraade, dog under Tanke om mulig Indvirkning af andre Typer.

Det vil erindres, at Skeletkranierne nærmest viser hen til den norrøngermanske Dolichocephal, men at de dog udmærker sig ved Eiendommeligheder, som stiller dem lidt forskjellig fra denne, og at navnlig Formen af Kraniets Sidepartier med de stærkere fremstaaende Issebuler tildels adskiller den fra det almindelige østlandske dolichocephale Kranium af samme Type. Nøiagtigt at paavise dette hos levende Individer med stærk Haarvæxt falder selvfølgelig vanskeligt. Man maatte da ialfald have foretaget en stor Mængde Enkeltmaalinger, og dertil har jeg ved denne Undersøgelse ikke havt Anledning. Det Resultat, hvortil jeg er kommet, er, at der hos den levende trønderske Mesocephal i mange Tilfælde forekommer tydelig udprægede Issebuler, medens dog tillige et stort Antal nærmest havde en elliptisk Hovedform af det Slags, som blandt Skeletkranierne fandtes hos Kranierne No. 475 og 511 og - mindre udpræget - hos Jernalderskraniet fra Myklebostad.

Den trønderske Mesocephal saaes at være den overveiende Bestanddel af Befolkningen i det hele, saavidt den foretagne Undersøgelse kunde vise. Den forekom overalt, ogsaa hvor den blonde Brachycephal var stærkere udbredt, og ogsaa her ofte i stor Udstrækning. Trønderne i sin mest karakteristiske Form tilhører utvivlsomt denne Type.

Den viser idethele, og specielt med Udgang fra Kranieformen, væsentlig Overensstemmelse med den norrøn-germanske Befolkning, som den forekommer paa andre Steder i Landet (og andetsteds). Men enkelte Eiendommeligheder kunde lede til Antagelsen af, at den (og da særlig den mørkhaarede Trønder) i visse Maader er at betragte som en Varietet, eller at den muligens er modificeret ved tidligere eller senere Paavirkninger. Som ved den foretagne Sammenstillen af et Antal Individer med tydeligere fremtrædende Typepræg sees, kan den antages at have en Middelkefalindex hos levende Mænd af c. 78 (kanske heller nogle Tiendedele lavere), dog med i det enkelte høiere Indices, ligetil brachycephale. Index vil antagelig ligge lidt høiere end f. Ex. den østlandske Dolichocephals, hvis Middelindex, naar kun de mere karakteristiske individer medtages, neppe vil overstige 76-77.¹⁵

Med Hensyn til Tabellen bemærkes, at det opførte Antal selvfølgelig kun er en Brøkdel af det, som kunde have været benyttet, om samtlige blandt de undersøgte Individer var medtagne. Aarsagen til, at dette ikke vel kunde ske, var, at jeg fra først af ikke var begyndt at betegne de herhen hørende Individer som Repræsentanter for Trøndertypen, uagtet dette efter min senere Erfaring vilde være skeet. Ved at opføre typisk prægede Individer har jeg derfor fundet helst at burde holde mig til bestemtere Angivelse af Typepræget i Forbindelse med de optegnede Formejendommeligheder. Man kan imidlertid gaa ud fra, at den aller største Del af de paa Tab. 7-12 opførte dolicho- og mesocephale Individer har været af denne Type, men muligens tildels noget blatidede.

Det er saaledes ikke Meningen, at selv det her opstillede forholdsvis ringe Antal af mere typisk udseende Individer overalt frembyder kun rene Former. Tvertimod taler mere for, at der blandt dem forekommer Blandingsformer. Herved at trække en bestemtere Grændse ligger dog over, hvad der for Tiden kan gjøres. Skulde man i denne Henseende benytte Ansigtsindex, for hvilket, som af hele denne Fremstilling vil fremgaa, meget kunde tale, saa vilde mindst 7 Individer af det samlede Antal (21 med tilføiet Ansigtsmaal), altsaa omtrent 1/3, maatte udskydes som Blandingselementer. Dersom man beregner Middel af Ansigtsindex for denne Tabels 7 Individer med relativt lavt Ansigt, saa faaes 47,7 med Middelmaal 144 og 69, Kefalindex mellem 73 og 80,5. Beregnes paa samme Maade for den anden Gruppe paa 14 Individer, faaes 53,5 med Maal 138 og 74, Kefalindex mellem 73,6 og 81,5. For den hele Serie er, som af Tabellen sees, Ansigtsindex 51,7. Det kan ikke nægtes, at Tallene tyder paa Tilblandinger inden førstnævnte Række. Jeg har dog bibeholdt Tabellen som en Sammenstilling af Individer, der har det almindelige trønderske Typepræg, som jeg har opfattet det, stærkere udtalt. Den er ogsaa muligens et Bidrag til Erkjendelsen af, hvor indgaaende Typeblandingen kan være, uden at Fællespræget i højere Grad lider.

Skulde man forsøge en Karakteristik af den trønderske Mesocephal, rnaatte det efter mit Skjøn blive omtrent paa følgende Maade:

Ualmindelig Legemshøide, kraftig Bygning, Brystvidde og Skulderbredde betydelig, ogsaa i Forhold til Høiden (derved tildels adskillende sig fra den østlandske Dolichocephal, som vel ofte har Høiden, men hvis Overkrop hyppig er forholdsvis svagere), Hovedet af sædvanlig Størrelse, undertiden kanske noget lidet i Forhold til Kroppens Udvikling, dog forekommer ogsaa ikke ganske sjelden temmelig store Hoveder. Panden er høi, ofte med temmelig store Buler, mindre Superciliarvulster, skraaner undertiden noget stærkere bagover, men er hyppigere temmelig ret opstigende eller svagt skraanende. Bredeste Gjennemsnit af Hovedskallen almindelig over nedre Del af Tindingebenet lidt bagenfor og ovenfor Øregangen. Kefalindex er hos det større Antal mesocephal, findes sjeldnere dolichocephal, men kan hos det levende Individ ogsaa optræde brachycephal. Overansigtsindex er gjennemsnitlig omkring 52 (svarende til 54 efter Skeletmaal). Ansigtet i det hele smalt, giver paa Grund af den høie Pande og ofte noget lange Hage Indtryk af at være langt og stort. Øinene horizontalt stillede, Næsen oftest temmelig ret, tildels med svag Bukling, ikke sjelden lidt brak. Ansigtets Former er regelmæssige. Især inden den mørkhaarede Trønderbefolkning sees oftere tiltalende Ansigter, afrundede og regelmæssige Former, ikke sjelden tilspidset Hage (forskjellig fra den hos den norrøn-germanske Type almindeligere brede og stærke Hageform).

Hvad Haarfarven angaar, da vil den gjennemsnitlig falde mørkere end for den nævnte Type sædvanligt. Som af Tab. 5 a sees, var Antallet af mørkhaarede blandt de undersøgte Individer 40 % hvoraf den overveiende Del faldt paa den her omhandlede Type. Forholdsvis stort Antal af mørkhaarede forekom i Nordmørsdistrikterne Surndal, Rindal og Kvernes, dog ogsaa mange i Søndre Trondhjems Amt. Den omfatter et noget mindre Antal mørkblonde og et end mindre lysblonde (den Tab.15 opførte Række af Gruppen indeholder relativt færre mørkhaarede, end der vilde have været Tilfældet, dersom der kunde have været benyttet et større Antal, navnlig fra de mørkhaarede Bygder).

Den mørke Haarfarve er næsten altid af en eiendommelig Farvenuance, svagt brunlig, ofte ogsaa med et svagt graaligt Skjær i Haarspidserne. Sjelden forekommer rent sort Haar, og det tør da kanske oftest være Tale om en Type af andet Slags. Skjægfarven er næsten altid brunlig, lysere eller mørkere, gaaende fra gulbrunt til brunsort.

Mellem den rnørkblonde og den mørke Haarfarve sees talrige Overgange. Der kan herved særligt nævnes, at den askefarvede Nuance forekommer i begge Klasser.

Med den mørke Haarfarve følger sjelden tydelig udpræget mørkere Hudfarve, navnlig sees ikke ikke (ialfald sjelden) det voxfarvede Anstrøg, som ofte er tydeligt hos de fleste Individer med rent sort Haarvæxt.¹⁶

Øienfarven sees kun i enkelte Tilfælde brun eller blandet brunblaa. Den er hos det langt overveiende Antal blaa, middelsmørk eller noget lysere (s. Tab. 5, a og b).

Ovenfor er antydet en Tanke om, at der foruden de to omhandlede Hovedtyper tillige maaske forekom en tredje, en mørkhaaret Brachycephal.
Med større Sikkerhed at isolere en saadan vil dog vel falde vanskeligt, og jeg har ikke gjennem mit Material kunnet gjøre det. I det høieste vil jeg kunne tale om en mulig brachycephal Indflydelse af dette Slags.

De mørkhaarede Brachycephaler (som efter Maal paa levende fandtes i omtrent 40 % af samtlige Brachycephaler) viste efter Reduktion til Skeletmaal kun 13 %, idet saaledes det langt overveiende Antal faldt paa Enhederne 81 og 82. Antallet af dem, som faldt paa 82 og derover, var lidet, men viste Forhold, som i flere Henseender nærmede sig til den blonde Brachycephals, medens der dog ogsaa var Forskjelligheder, som talte mod, at de kunde indordnes under denne Særtype. Typepræget var forskjelligt. Spørgsmaalet stiller sig saaledes noget indviklet. Der kunde tales om Indvirkning af den blonde brachycephale Type paa den mørke Trøndertype, kanske om en Transformation af denne eller om en egen mørkhaaret nærmest eller delvis brachycephal Type.

Den brachycephale mørkhaarede Befolkning med Index 80-82 (altsaa egentlig høigradige Mesocephaler) nærmer sig stærkt, ogsaa i Forholdet af Ansigtsindex, den mørkhaarede trønderske Mesocephal (cfr. Tab. 8 og 9). Det synes aabenbart, at dens vigtigste Element er den typiske Trønder. Hvad den blonde af samme Indices angaar, da er Forholdet mindre klart i denne Henseende, da den blonde Brachycephal udentvivl hyppig forekommer paa dette Indexomraade (vistnok oftest i Blandingsformer). Men at brachycephale Indflydelser kan have gjort sig gjældende ogsaa for førstnævnte Klasse, kan være høist sandsynligt.

Man har tildels tænkt sig, at de trønderske Befolkninger skulde være stærkt paavirkede gjennem Blanding med indvandrede tyske Bergværksarbeidere. Det maatte vel mest gjælde Rørosegnen og den sydøstlige Del af Stiftet¹⁷. Maaske kunde ogsaa her spores nogen saadan Indvirkning, men langt kan den ialfald neppe række, og det vilde udentvivl være ganske ugrundet, om man i dette vilde søge en Aarsag til den stærke Udbredning af mørk Habitus i Trondhjems Stift. Der synes heller ikke at være væsentlig typisk Forskjel paa den mørke Trønder i de forskjellige Egne. I den sydvestlige Del af Nordmøre kunde man kanske med nogen Grund tænke paa Virkning fra den nærliggende By Christiansund, i hvilken færdes adskillige Søfolk fra fremmede Lande, særlig Middelhavsegne. Indvirkning fra Stiftsstaden Trondhjem turde være lidet at regne med.

Den større Del af den mørkhaarede Trønderbefolkning synes dog, som før nævnt, baade paa Grund af sine Skeletformer og sine Overgange i Retning af den typiske Dolichocephal at maatte henføres under den mesocephale Trøndertype, og det gjælder sandsynligvis ogsaa en stor Del af de mørkhaarede Brachycephaler, regnet efter Maal paa levende.

I nedenstaaende Sammenstilling sees angivet Maalsforhold for et Antal mørkhaarede Individer i flere vidt fra hinanden beliggende Distrikter, saaledes som de fremgaa af det her benyttede Material.
 

Samtlige Middelmaal dreier sig saaledes om de mesocephale Forhold, de laveste for Grupperne 2 og 3, netop Grupper, hvori det idethele er Grund til at antage Trøndertypen bedst repræsenteret. Videre er at bemærke Forholdet i Kvernes (ogsaa paa andet Sted omhandlet), idet her viser sig Tegn til en Afvigelse i Ansigtsformen i Retning af Bredansigt.

Fra de nordlige Kystdistrikter kan ikke opstilles noget nævneværdigt Antal til Sammenligning, da udpræget mørkhaarede Individer sjelden forekommer. Fra disse Distrikter (Overhalden iberegnet) har jeg kun kunnet samle 4 Individer af dette Slags. De viser i Middel følgende Tal, som selvfølgelig ikke har større Værd, men kun kan give en let Antydning:

altsaa i Retning af Kvernesgruppens Tal, noget skjærpet ved lidt større Kefalindex og lavere Ansigtsindex, forøvrigt meget lignende Maalene for den blonde Brachycephal, som her har et af sine Hjemsteder.

Antallet af Brachycephaler fordelt paa de forskjellige Kranieindices er vel ikke saa stort, at bestemtere Slutninger kan gjøres med Hensyn til det relative Forhold inden den mørkhaarede og blonde Gruppe, men efterfølgende Sammenstilling af Middelmaal tør dog have nogen Interesse.

For Indices over 83 var Antallet for lidet til, at det kunde benyttes til Sammenligning. I øverste Række (mørkh.) er saaledes for Klasserne 80, 81 og 83 saavel Længde som Bredde mindre end i nedre (blonde). For Index 82 er Længde og Bredde omtrent den samme. Der kan derefter formodes, at ialfald i de førstnævnte Klasser Kraniets Høide (som desværre ikke er særskilt maalt) vil falde gjennemsnitlig større for de mørkhaarede, medens blandt de blonde den mere lavskallede brachycephale Særtype er den raadende.

Jeg skal kun tilføie et par korte orienterende Bemærkninger angaaende den mørkhaarede Befolkning i Norge og dens Sammensætning, saavidt den for Tiden kan bedømmes.

Den naar for Landet neppe op til mere end gjennemsnitlig omkring 20 % (dog meget forskjellig fordelt, hyppigst i den sydlige Del af Trondhjems Stift og i flere af de indre Fjordbygder i Bergens Stift), af hvilket Antal den mindre Del viser rent sort Haarfarve, den meget større brunsort eller graasort. Det overveiende Antal maa udentvivl henføres til den norrøn-germanske Folketype, endel er sandsynligvis Blandingsformer, medens den lille Kontingent med rent sort Haar (ganske faa Procent) turde oftest have sin Oprindelse i fremmede Tilblandinger, tildels fra sydligere Egne, dels muligens fra England. Der synes dog i denne Mangfoldighed at kunne udskilles en mere ensartet Type, oftest mesocephal eller brachycephal, med en temmelig udpræget Hovedform og forøvrigt udmærkende sig ved sin stærkt opstigende flade Pande tiden Superciliarvulster, sine horizontalt forløbende rette Øienbryn, sin fintformede spidst tilløbende Hage og sin mørkere, voxfarvede Hud (cfr. N. Kranietyper, S.42 o.fl.)¹⁸. Den sees meget hyppigt i Hovedstaden og udentvivl ogsaa i andre større Byer, findes ogsaa i Landsbygderne. I Trøndelagen har jeg ikke seet den tydelig repræsenteret i Bygderne, men den kan derfor være tilstede og have virket. Kun et enkelt af de undersøgte Individer (Mesocephal) syntes at tilhøre denne Type.

Naar jeg har søgt at sætte den nulevende trønderske Befolknings Kranieformer i Forbindelse med Kranieforholdene, som de fremtræder hos de ældre Kranier, da er dette dog ikke lykkedes fuldt ud. Forøvrigt vil jo ogsaa de mindre fremtrædende Formeiendommeligheder hos de levende Individer være mindre tydelige, og forsaavidt vil disse kunne frembyde en Ensartethed, som i nogen Grad vilde ophæves ved Skeletkraniets Tegn paa typiske Forskjelligheder. Dog synes der i Virkeligheden ogsaa at være nogen Forskjel paa Kranierne nu og for 500 Aar siden, saaledes, at Kefalindex hos de dolicho-mesocephale mandlige Skeletkranier gjennemsnitlig er lavere, end den viser sig hos den nulevende Befolkning. Medens den hos de gamle forholdsvis talrige karakteristiske Dolichocephaler holder sig nede paa c. 74 til 76, gaar den nu op til et sandsynligt Middel, beregnet efter Skeletforhold, af c. 76-77¹⁹. Aarsagen kan være Tilblanding eller kanske Udviklingsforandringer af ubestemt Beskaffenhed. Det tør vel ogsaa kunne ansees som nærliggende, at de sidste Aarhundreders Befolkning har afveget fra den tidligere paa Grund af Tilstrømning af nye Elementer efter Middelalderens store Pestepidemier. Det samme Forhold sees forøvrigt ogsaa for andre Egne i Norge, saaledes ganske tydeligt ved Sammenligning af de gamle Oslokranier (cfr. Barth "Norrønaskaller") med Kranierne hos den nuværende Hovedstadsbefolkning, som for en større Del er indvandret fra mest østlandske Egne. Man finder endnu Spor af det gamle Maximum paa 73 (Skeletmaal), men tillige et langt større Antal end i tidligere Tid paa de højere Indices.

Under Omtalen af de ældre trønderske Kranier anførtes, at en stor Del af disse (mestendels mesocephale, tildels ogsaa brachycephale) havde en rhomboidal Form, stærkt fremstaaende Issebuler og udtalt Tilspidsning forover og bagover, idet der formodedes, at de fleste saadanne Kranier var kvindelige, og at denne Form som kvindelig nærmest svarede til den kuneate mandlige.

Ved Undersøgelserne blandt Befolkningen var det ogsaa min Hensigt at komme efter, om rhomboidaltformede Kranier forekom blandt dennes mandlige Del. Dette iagttoges dog ikke i noget større Omfang. Den almindelige Form var her som anført den elliptisk kuneate, og enkelte rhomboidale Kranier, som iagttoges, var neppe alle af samme Type, mest var det kortere Kranier med høiere Kefalindex. Heraf kunde saaledes intet positivt sluttes, men Antagelsen af den nævnte Form som nærmest kvindelig maatte styrkes. Særlige Undersøgelser i denne Retning havde jeg dog ikke Anledning til at anstille.

Af den Batavus genuinus lignende Form, som er nævnt ved Omtalen af de ældre Kranier, forekom intet udpræget Exemplar. Enkelte af de undersøgte Individer havde i Ansigtsprofil Lighed med det ældre Jernalderskranium fra Myklebostad og forsaavidt ogsaa med det ovenfor nævnte. Til Løsning af Spørgsmaalet om en Deling af den brachycephale Gruppe giver de ældre Kranier intet bestemtere Bidrag. Vistnok er de brachycephale og høigradig mesocephale Kranier tildels af forskjellig Kranieform, men til en Udredning af dette Spørgsmaal strækker ikke deres Antal.
 

Der vil af, hvad her er angivet om Forholdet af Kefalindex, Ansigtsindex og Haarfarve inden de enkelte Distrikters Kontingent, nogenlunde kunne udledes, hvorledes de to vigtigste trønderske Folkegrupper, den blonde Brachycephal og den trønderske Mesocephal, er fordelt inden de Dele af Stiftet, som har været Gjenstand for denne Undersøgelse. Den blonde Brachycephal forekommer almindelig talt i større Mængde, hvor Kefalindex er høiere og Ansigtsindex lavere, Haarfarven lysere, den trønderske Hovedtype er hyppigere, hvor den modsatte Kombination findes.

Naar jeg videre i Korthed omtaler den geografiske Udbredning, er det paa Grund af det sparsomme Material i denne Retning selvfølgelig med stærkt Forbehold og egentlig kun antydningsvis.

Saavidt min Erfaring strækker, maa Kystdistriktet nordenfor Trondhjemsfjorden (med Øerne ved dens Indløb) og Kyststrækningen ved Fjordens sydøstlige Hjørne med tilstødende Dalfører (Stjørdalen og tildels Guldalen) antages at være den blonde Brachycephals Hovedsæde (s. Kart Pl. 4)²⁰. Som Centra, hvori den trønderske Mesocephal er relativ talrigst og renest udviklet, kan nævnes det sydlige Nordmøre, indre Bygder i 5. Trondhjems Amt og de nordre Fjordbygder (Indherred), medens i den nordlige Indlandsbygd Snaasen et relativt stort Antal blonde Brachycephaler kunde tyde paa andre Indvirkninger, maaske fra Namdalen.

Forekomst af den sjeldnere iagttagne mørke Brachycephal falder sammen med Forekomsten af den mesocephale Trøndertype og flndes saaledes fornemmelig paa dennes ovenfor nævnte særlige Forekomststeder.

Forholdet i Selbudalføret har tildels været anseet for eiendommeligt. Man har her villet finde to forskjellige "Racer" og udskilt en mørkere, hyppigere forekommende i Dalførets øvre Del, Tydalen, og en lysere, mere almindelig i Hovedbygden Selbu. Man har ogsaa troet, at der kunde spores Paavirkning af Finner (Lapper), som har sit Opholdssted i Tydalsfjeldene. Selv har jeg ikke ved de to foretagne antropologiske Undersøgelser af Selbygger og heller ikke ved Iagttagelse under et Udskrivningsmøde kunnet finde, at Befolkningen her skiller sig fra de andre Trønderbefolkninger i typisk Henseende. Hos den mandlige Befolkning har jeg heller ikke seet noget, som mindede om Finnetilblanding, hvorimod Arbo hos Kvinderne hyppig vil have seet skjævtstillede Øme, hvilke han fører tilbage til denne Aarsag.

Med de to "Racer" vil det dog paa en Maade kunne have sin Rigtighed her som omtrent overalt i Trøndelagen. Det er ikke usandsynligt, at der vil kunne paavises hyppigere Forekomster af blonde Bracliycephaler i Selbu Hovedbygd, som grændser til Distrikter, hvor saadanne forholdsvis er hyppige, medens Tydalen helt eller delvis kan tænkes befolket gjennem mørke Individer fra øvre Guldal. Der gaar herfra befarede Fjeldveie over til Tydalsdalføret. Jeg har ogsaa faaet et indtryk af nogen Tilblanding af blond brachycephal Natur i Selbu, men i sin Helhed synes dog Befolkningen her at være mere ublandet mesocephal Trønder end f.ex. i Sidedalføret Stjørdalen.

Angaaende et primært Sæde for den trønderske Hovedtype, da kan man neppe opstille nogen mere bestemt Formodning. Inden Søndre Trondhjems Amt turde noget tale for sydlige Nordmørsegne og Orkedalen som større Centra, i det nordre Amt for Indherredsbygderne.

Noget tydeligere stiller det sig for den blonde Brachycephal, om man gaar ud fra dens større Koncentration paa de ovenfor nævnte Steder. Sandsynlighed kunde da tale for, at denne Type tidligst har besat de to Lokaliteter, hvor den fremdeles træffes hyppigst. Mest kunde kanske tænkes paa Ørlandet som første Bosted, og en Analogi med den vestlandske Brachycephals Bosteder vilde herved være ganske nærliggende.

Min Undersegelsesrække indbefatter ikke Nordmøres sydligste indlandsbygder. Sundalsfjordens Omgivelser og Sundal kunde ikke medtages, da disse Distrikter er tillagt en militær Afdeling, hvilken jeg ikke havde Anledning til at besøge. Saavidt jeg kjender disse Egne fra tidligere Reiser, maa jeg antage, at Hovedbefolkningen her væsentlig er den norrøngermanske Dolicho-mesocephal, i Forhold til den egentlige Trønderbefolkning maaske mere fremtrædende med den blonde Dolichocephals Form og Habitus. Dette Forhold gjælder sandsynligvis ogsaa for en stor Del Sundals Fortsættelse Opdal som dog tillige kommunicerer med Orkedalsdalføret.

Nordover slutter Undersøgelsen med Overhalden (Namdalen). Her forekom saavel den mesocephale som den brachycephale Type omtrent i Overensstemmelse med Forholdet i Kystdistriktet nordenfor Trondhjemsfjorden. Hvorledes det forholder sig længer nordover, kjender jeg ikke nærmere til; men der kan vel ikke være Tvivl om, at en ligeartet Kystbefolkning vil findes ogsaa der (om særskilt Indlandsbefolkning vil i disse Egne lidet være Tale, da Dalførerne mest er smaa og korte og udentvivl fra først af har modtaget sin Befolkning fra Kysten).

Det tør ogsaa være sandsynligt, at Nordlands Befolkning idethele er af samme typiske Beskaffenhed som Befolkningen i Trøndelagens Kystegne, dog hist og her noget stærkere opblandet med Indvandrere fra sydligere Egne.

Af særlig Betydning for Norges Antropologi er Trønderbefolkningens Fortsættelse ned gjennem de østlandske Dalfører, Gudbrandsdalen og Østerdalen.

Gudbrandsdalens Befolkning maa nærmest antages at stamme fra Romsdalen, Sundalen og Opdal og har et fra den særlige Trønderbefolkning noget forskjelligt Præg. Den østlige sydgaaende Gren af Trønderne findes i det nordlige Østerdalen, hvorhen Guldal og vel ogsaa Orkedal (over Kvikne) i gammel Tid har sendt Kolonister. Senere er Trøndere efterhaanden gaaet sydover langs Renaelven, og Glommen, idet de mere og mere er blandet med sørfra, kanske ogsaa tildels østfra, kommende Indvandrere.

Ligetil Elverum er Efterkommere af Trønderbefolkning nu vistnok stærkt udbredt. Ogsaa paa Hedemarken og i de sydligere Egne sees hyppig Individer, som kan lede Tanken hen paa Trønderslægtskab. Imidlertid vil bestemt Adskillelse fra lokale Typer neppe være mulig.

Trønderbefolkningens Betydning inden Norges Befolkningsforhold er saaledes meget udstrakt og kanske større end nogen anden i Landet forekommende lokal Befolkningsgruppes. Trods de Forandringer, som den i Aarhundredernes Løb kan have undergaaet, staar den endnu med udprægede typiske Eiendommeligheder.

Naar jeg her har sammenstillet disse Undersagelser til en Udsigt over de antropologiske Forhold i Trøndelagen da tør jeg haabe, at de trods sin Ufuldstændighed dog vil kunne yde et Bidrag til Kundskaben om vore Folketyper inden en vidtstrakt Kreds af Landets Befolkninger. Mit Bidrag kan dog kun være at anse som en Indledning til et nærmere Studium af denne centrale Gruppe, Undersøgelsen nærmest som en typologisk Rekognoscering. Fortsatte Undersøgelser i denne Retning maatte ikke alene gjælde de mindre Befolkningskredse inden Trøndelagens Omraade²¹, men ogsaa gaa langt udover dette og stilles i Forbindelse med lignende i andre Landsdele og i andre Lande, hvorfra Indvandringer særlig kan have fundet Sted.
 

1. Trøndelagens Befolkning omfatter som Hovedbestanddele en dolicho- til mesocephal og en høigradig mesocephal til brachycephal Gruppe.
2. Den dolicho-mesocephale Befolkningsgruppe er væsentlig ensartet og kan henføres under den norrøn-germanske Type. Den mesobrachycephale Befolkning optræder almindeligt som en blond Særtype, der viser Ligheder med den vestlandske blonde Brachycephal, men der forekommer tillige mørkhaarede Brachycephaler med andet Præg.
3. Den dolicho-mesocephale Type forekommer overalt i Trondhjems Stift og danner den overveiende Del af Befolkningen. Mest udpræget synes den at være i centrale Distrikter inden Søndre Trondhjems Amt, i det sydlige Nordmøre og i Indherred.
4. Den blonde meso-brachycephale Type forekommer i størst Mængde og mest udpræget i de sydøstlige Fjorddistrikter og i endel Kystdistrikter. Den mørkhaarede Brachycephal forekommer spredt, noget talrigere paa de ovenfor (under 3) nævnte Steder.
5. Blandingsformer findes i alle Distrikter, dog i forskjellig Grad.
 

I. Skriftet "Norges Land og Folk" indeholder under "Beskrivelse over Søndre Trondhjems Amt" (1ste Del) en kort Udsigt over dette Amts Antropologi, forfattet "væsentlig paa Grundlag af Meddelelser fra C. Arbo".

Der anføres her, at Trønderbefolkningen danner et af Landets større Befolkningsafsnit, og at den ligesom den norske Befolkning overalt bestaar af dolicho-, meso- og brachycephale Individer, de sidste talrigst i Kystdistrikterne, de første i de indre Fjordegne. Mesocephaler findes mest udbredt i de Egne, som er beliggende mellem Fjordbundene og Kysten. Forfatteren antager nogen typisk Forskjel mellem den egentlige Trønderbefolkning og Nordmørsbefolkningen. Mit Material strækker ikke til at paavise bestemtere Forholdet af de forskjellige Indexklassers geografiske Udbredning saaledes, at jeg kan skjelne mellem Udbredning af Dolicho- og Mesocephaler. Men jeg tror neppe, at den opstillede Regel vil kunne findes overalt. Det er nu ogsaa et Spørgsmaal, om Mesocephalerne fornemmelig kan betragtes som Blandingsformer.

Hvad Forskjellen mellem Nordmørsbefolkningen og Befolkningen i 5. Trondhjems Amt angaar, da tror jeg neppe, at der almindelig er nogen udpræget typisk Forskjel undtagen forsaavidt, at Typefordeling og relativt Antal inden de forskjellige Typer kan være noget forskjelligt, kanske ogsaa den forskjellige Levevis kan have givet Befolkningerne noget forskjelligt Præg. Men da den blonde Brachycephal som nævnt er hyppigere paa Kysten end de fleste Steder i Indlandet, vil dette selvfølgelig i høi Grad kunne præge Kystbefolkningen. Det gjælder da ogsaa og vel mest de gamle Nordmørsdistrikter nordenfor Trondhjems- fjorden. Dog maa jeg gjøre noget Forbehold med Hensyn til den sydligste Del af Nordmør. Der tør her (Sundal) maaske findes nogen Forskjel. Hovedtyperne kan være de samme, men den særlige Udvikling noget forskjellig. Sundølen og Gudbrandsdølen har ikke ganske samme Præg som Guldølen og Østerdølen. Saavel Arbo som jeg har konstateret Sundølens og Gudbrandsdølens Fællespræg.

I sit interessante Skrift "Meldalen i det 19de Aarhundrede" (Tidsskrift for den norske Lægeforening No, 8 1901) har praktiserende Læge i Meldalen, E. Støren, givet en kort Beretning om endel af ham i denne Bygd foretagne antropologiske Undersøgelser. Han har ialt undersøgt 194 Individer af forskjellig Alder, deriblandt endel Kvinder. Af ren Meldalsslægt var 143.

Forfatteren opfører her en Gruppering efter Øienfarve og Haar (170 ind.), efter hvilken sees, at det lidt overveiende Antal var blonde, af disse dog faa lysblonde. Da hans Nuancebetegnelser ikke stemmer med de af mig brugte, kan der ikke gjøres nogen nøiagtig Sammenstilling med disse; dog synes at fremgaa, at den hos mig benævnte mørkhaarede Gruppe vil udgjøre 30 à 40 %.

For de undersøgte 194 Individer har han opstillet Kefalindices i Kurver, som viser Procentforholdet for de forskjellige Enheder. Han har to saadanne Kurver, en, som viser Forholdet inden de 143 Individer "af ren Meldalsslægt" (blandt hvilke endel fra Aarhundredets første Halvdel), og en for samtlige undersøgte²². Begge er omtrent samstemmende²³. De har sit Toppunkt paa 79-80, en lavere Spids paa 76-77 og en høiere paa 82-83. Forfatteren antager, at der ved disse tre Spidser angives Tilstedeværelse af 3 forskjellige Typer.

Sammenlignes disse Kurver med de af mig optrukne Kurver for 186 Individer fra forskjellige Kanter af Trondhjems Stift, saa vil følgende mærkelige Resultat findes: Min Kurve for de mørkhaarede har den samme højeste Spids paa 80, men mangler de to Sidespidser, medens Kurven for de blonde har de to sidste Spidser netop paa samme Indexgruppe som Kurverne fra Meldalen og en Antydning for Index 76. Ganske tilfældigt kan dette neppe være. Det vilde kunne tydes derhen, at den sidste Spids i Meldalskurven vedrører den blonde brachycephale Befolkning. Trækker man op en Kurve af begge Klasser sammen, saa findes Spidserne ikke der. Dog skal jeg indrømme Muligheden, men ikke Sandsynligheten for, at Spidsantydning er mere tilfældig, medens sidste Spids med forholdsvis Lethed kan tydes.

Dog er der lidet rimeligt, at der her kan være Tale om tre udtalte Typer. For min Del vil jeg heller holde mig til to.

Den blonde Befolkning bestaar, som i min Afhandling paavist, af to Grupper, den blonde trønderske Dolicho-Mesocephal og den blonde Brachycephal. Den førstnævnte kan vel neppe adskilles fra den mørke Mesocephal som egen Type (om der end kanske tildels kan være nogen Forskjel). Vil det nu vise sig, at den søgte Kurvespids regelmæssig forekommer, er konstant, saa turde den tilskrives en relativt større Hyppighed af den blonde Dolichocephal paa Index 76²⁴. Den anden Spids er antagelig kombineret Virkning af Trøndertypen og den blonde Brachycephal, medens den sidste Spids vistnok væsentlig er bevirket ved den større Hyppgihed af denne, som her har sin Middelindex og maaske sin største Frekvents. Om man end ikke altid tør se saa udtalte Beviser for Typeforskjel i flere Kurvespidser, saa har dog Forholdet stor analytisk Interesse. I dette Tilfælde viser det hen til, at der i en Indlandsbygd midt inde i Søndre Trondhjems Amt forekommer et forholdsvis større Antal blonde Brachycephaler.

Sammenstillingen har en speciel statistisk Interesse derved, at den viser, hvorledes et forholdsvis lidet Material dog kan give Resultater, som tydelig anviser Hovedforhold.
 

Noter:

1. "Norske Kranietyper". (Vidensks. Skrifter 1901).

2. Om to brachycephale Typer i den trønderske Befolkning s. nedenfor.

3. "Norrønaskaller".

4. Den firkantede øienhule sees ikke sjelden, om end mindre udpræget hos de middelalderske Trønderkranier, vel ogsaa undertiden hos andre Kranier af norren-germ. Type.

5. Som ved alle Undersogelser af dette Slags inden militære Afdelinger faldt det hensigtsmæssigt at undersøge Materialet thinglagsvis. Thinglagsinddelingen er en civilretslig inddeling, som paa det nærmeste svarer til Herredsinddelingen.

6. Ved en Inkurie under Undersøgelsen blev skillet mellem Singsaas og Orkedalen ikke fuldt bestemt afmerket. Det er saaledes muligt, at der herved er indløbt en liden, forresten isaafald uvæsentligt Unøiagtighet.

7. Maalingerne er foretagne paa samme Maade begge Aar (og i Overensstemmelse med Maalingerne paa Skeletkranier). Kraniets Længde er maalt fra Glabella til det mest fremspringende Punkt af Baghovedet, Breddemaalet, hvor Skallen var bredest, almindeligt lidt ovenfor og bagenfor Øregangen, Pandebredden mellom nederste Del af Linea semicircularis paa begge Sider, Ansigtsbredden mellom mest udstaaende Punkter af Kindbuen, Ansigtshøiden fra Sutura naso-frontalis til nedre Rand af Proc. alveolaris. Ved sidstnævnte Maaling er det nedre Punkt fixeret udvendig paa Overlæben, da jeg helst vilde undgaa Anbringelsen af Instrumentet inde i Munden.
Samtlige Maalinger er udført med Virchows Krumpasser og det til hans Apparat hørende Centimetermaal.
Alle Maal (og Middelmaal) er for den levende Befolkning opført uden Reduktion til Skeletforhold. Hvor Reduktion er opført, er dette tydelig betegnet.

8. Det er sandsynligt, at nogle af de først undersøgte af Surndalskontingenten er maalt med relativt lidt lav Ansigtshøide. Da det næppe kan antages at have nævneværdig Indflydelse, er ved Beregningen samtlige medtaget. Maaske dog Midlet derved er lidt forminsket. Imidlertid maa ogsaa mærkes, at Rindal er Indlandsbygd, medens Surndal delvis er Fjordbygd.

9. Af de i 1901 herfra undersøgte Individer var et Par Skeletbrachycephaler.

10. Hensyn til Typekarakter er selvfølgelig udelukket.

11. Om der skulde være tilbage enkelte Ukorrektheder i de talrige Beregninger, hvilket kan være muligt, saa vil de neppe have betydning for Resultater.

12. Norske Kranietyper s. 46.

13. 2 med mørkere Haarfarve er optaget i Tab. for 1901.

14. Cfr. "Om Jædertypen". Chr.a Vidsk. Forhandlinger 1900.

15. Det tør dog være et Spørgsrnaal, om ikke ogsaa den blonde norrøn-germ. Type kan optræde med (eller høigradig mesocephal) Index.

16. Ved min Undersøgelse i 1901 havde jeg ikke kunnet erkjende den væsentlige slægtsenhed af den mørkhaarede og den lyshaarede Dolicho-Mesochephal. Det er Undersøgelsen i 1902, som i Forbindelse med det nærmere Kraniestudium i denne Henseende har Opfatningen. Jeg maa dog fremdeles fastholde Muligheden af særlige Typeindvirkninger ogsaa med Hensyn til Farvenuancerne (s. ndf.).

17. Grubedriften i Orkedalen (Meldal) i 17. Aarh. kan efter E. Støren “Meldalen osv.” (s. S. 44) ikke antages at have havt mærkbar saadan Virkning.

18. Leilighedsvis sees lignende Former i Forbindelse med lysere Haarfarve.

19. Jeg skal benytte Leiligheden til at korrigere en forøvrigt urigtig Bemærkning, som forekommer i "Norske Kranietyper" (S. 11) vedrørende Trøndernes Haarfarve refereret til Skeletkraniernes Form. Nogen saadan Relation kan jeg efter fortsat Undersøgelse af Befolkningen ikke for Tiden finde udførlig. Det er da heller ikke paa nævnte Sted fremkommet anderledes end som en let Gisning.

20. Paa Kartet er angivet større Hyppighed af blonde brachycephale Individer uden særskilt Hensyn til Typeforhold, hvilket dog væsentlig vil falde sammen.

21. Cfr. senere omtalte Afhandling af E. Støren.

22. Forf oplyser, at der i senere Tid er indvandret ikke saa faa fra Nabobygderne og tildels fra Gudbrandsdalen.

23. Sammenstilling i to forskjellige Serier vilde her have været af særlig Interesse.

24. Det træffer ogsaa saaledes, at Middelindex af de mest karakteristiske Skeletkranier falder paa den tilsvarende Index 74.