I. Undersøkelsen omfatter 662 mænd i alderen 20-21 aar, samtlige fra Troms fylke i det nordlige Norge. Man gaar nu ut fra at bebyggelsen hadde naadd hitop 1000 aar f. Kr.

Befolkningen her er meget uensartet. Grundstammen er utvilsomt norsk. Ca. 90 % regner sig som norske, 8 % regner sig for lapper, og ca. 2 % regner sig for finlændere. Gjennem mange generationer har dog norske, lapper og finner krydset indbyrdes. Man bør derfor være varsom med at tale om racerenhet heroppe. Av tabel 2 ser det ut som det norske element er i jevn vekst. Det er dog kun et selvbedrag. Bastardene regner sig nemlig som norske i 2den og 3dje generation. Og da raceeiendommelighetene ikke forsvinder, vil dette i virkeligheten si at den norske race i Troms fylke for hvert aar som gaar blir mere og mere forurenset med fremmede elementer. Langs fjordene og paa øene i Troms fylke bor en befolkning som vanlig benævnes sjøfinner. Disse utgjør en ganske stor procent av den nuværende befolkning. Om disse sjøfinners herkomst er der endnu ikke enighet. Nogen mener at det kun er forarmede fjeldlapper. Andre mener at disse sjøfinner for en del er resten av en gammel anarisk befolkning, som har bodd heroppe før nordmændene kom hit.

II. Legemshøiden (M) er 169,287 cm. Standardavvikelsen er 6,78. Variationskoefficienten = 4,004. Legemshøiden er meget uensartet i de forskjellige herreder. Mindst er den i de distrikter hvor der er mange lapper eller sjøfinner (Lyngen og Karlsøy). Størst er den i de distrikter hvor der er mange indtlyttere fra det sydlige Norges største dalfører, Østerdalen og Gudbrandsdalen. Kurven for legemshøiden har 6 vel markerte spidser og har et betydelig mere avlangt forløp end man ellers vanlig finder i Norge.

III. Pigmentering. Blaa-graa øine har 58,5 %, lyst melerte øine 19,9 %, mørkt melerte øine 8,9 %, brune øine 12,7 %. Brune øine svarer til MARTINS tavle 4 og 5. Flest brunøiede finder man i Lyngen herred (30,6 %). Det er lappene og de saakaldte sjøfinner som tilfører befolkningen saa mange brunøiede individer. Hos de egte fjeldlapper har Mantegazza fundet følgende tal: blaaøiede 30 %, melerte øine 40 %, brune øine 30 %. De egte fjeldlapper har med andre ord ikke mørkere øine end befolkningen i Lyngen. Da nu mindst 50 % av befolkningen i Lyngen er av ren nordisk herkomst og altsaa har hat blaa øine, synes det lite sandsynlig at befolkningen i Lyngen kan være blit saa sterkt brunøiet ved krydsning med fjeldlapper. Dette taler for at det maa være sjøfinnene som har tilført befolkningen i Lyngen saa mange brunøiede, og sjøfinnene maa da ha været mere brunøiet end lappene.

Det største antal blaaøiede individer findes i Bardu og Maalselv. Befolkningen her er for en meget stor del indflyttet hit for ca. 100 aar siden fra Østerdalen og Gudbrandsdalen. Øienfarven i Bardu og Maalselv paa det nærmeste svarer til hvad der nu er i Nordre Østerdalen. Det er et nyt bevis paa den seighet hvormed denne egenskap nedarves.

Haarfarven. Blandt samtlige undersøkte fandtes 23,4 % lyseblonde, 1,5 % rødhaarede, 34 % med lysebrunt haar, 33,9 % med mørkebrunt haar og 7,2 % sorthaarede. De fleste sorthaarede svarer til Fischers type nr. 4. De distrikter som har flest mørkhaarede, er de samme som hadde flest brunøiede og flest smaa folk. Det synes sikkert, at det er sjø-finnene som har tilført befolkningen saa mange sorthaarede. Hvis man sammenholder haarfarven hos befolkningen til eks. i Lyngen med hvad Mantegazza har fundet blandt fjeldlapper, blir det klart, at det ikke er lappene som har tilført denne befolkning dens mørke haar. Der er færre sorthaarede blandt lappene end blandt denne befolkning.

IV. Hodet. Middellængden er 19,28 cm. blandt samtlige. Hos de norske er den 19,4 cm., hos lappene 18,5 cm. Middelbredden er 15,41 cm, hos lappene 15,6 cm.

Index cephalicus´ gjennemsnitlige størrelse er 80,77. Lavest index findes i Bardu (79,3) og Maalselv (79,1). Kurven for index cephalicus har en tydelig spids ved index 80, desuten to tydelige spidser ved index 83 og 87. Den sidste antages at skyldes lappene. Spidsen ved index 83 svarer helt til hvad man ogsaa ofte ellers finder i Norge, specielt paa vestlandet.

Paa tabel 20 er fremstillet forholdet mellem hodets længde og bredde samt legemshøiden hos norske og hos lapper. Hos lappene utgjør hodets bredde ca 15,6 % av legemshøiden, hvad enten denne sidste er stor eller liten. Hos norske derimot kun 15,2 %. Hodets længde utgjør hos lappene 18,0 - 18,4 % av legemshøiden, hos norske derimot fra 19,0 - 19,3 %. Jeg fandt 6 % dolichocephaler, 47 % mesocephaler, 39 % brachycephaler, 8 % hyperbrachycephaler.

V. Ansigtets middelhøide er 12,05, dets middelbredde er 14,14. Index facialis morphologicus er 85,1. Denne sidste varierer sterkt i de forskjellige herreder. De smaleste ansigter findes i Bardu og Maalselv, hvor man ogsaa finder den største legemshøide, den mindste index cephalicus, det største antal lyshaarede og lysøiede.

De bredeste ansigter findes i Helgøy. Dette er ganske paafaldende. Ti blandt de av mig undersøkte fra Helgøy var ingen av lappisk herkomst, og det er jo i det hele lite sandsynlig, at lappene nogen gang skal ha bodd ute paa en ø ved Nordishavet i en saadan mængde at de kunde paatrykke befolkningen sit stempel. Den nulevende befolkning maa derfor ha faat sit brede ansigt i arv fra en anden folketype end lappene. Kurven for ansigtsindex (index facialis morphologicus) er nedtegnet paa fig. 11 og har, som det vil sees, 3 spidser: ved index 83, 85 og 88.

I hele fylket har jeg fundet 37 % euryprosoper, 33 % mesoprosoper og 30 % leptoprosoper.

Index nasalis er 68,55. I kystdistriktene Helgøy, Torsken og Salangen findes en betydelig høiere index, omkring 73, hvilket svarer til dens størrelse i de vestlandske brachycephale distrikter. Av samtlige undersøkte var 57 % leptorhine, 40 % mesorhine og 3 % chamærhine. Ab lappene 30 % leptorhine, 63 % mesorhine og 7 % chamærhine.

Den giennemsnitlige avstand mellem de indre øienvinkler var 32,96 mm.

VI. Plica marginalis fandtes hos 12,8 % (se fig. 12). Den findes hos saavel norske som hos lapper og kvæner og i alle fylkets herreder. Men som jeg i et senere avsnit skal paavise, er denne eiendommelighet tilført befolkningen ved krydsning med lappene.

Den gjennemsnitlige størrelse av mindste pandebredde er 11,09 cm.

Den transversale fronto-parietale index (se tabel 29) er mindst hos lappene og størst hos kvænene. Forholdet mellem cephalindex og pandebredde fremgaar av tabel 31.

Blandt samtlige undersøkte er der 14 % stenometope, 37,5 % metriometope og 49,5 % eurymetope.

VII. Paa tabellene 33 til 37 er anført de forskjellige kombinationer av haarfarver og øientyper. Det sees av tabel 34 at de lyse kombinationer, blaagraa øine med blondt og lysebrunt haar, forekommer hyppigst blandt dolichocephalene. Den mørkeste kombination (nr. 8), brune øine og sort haar, forekommer hyppigst blandt brachycephalene. Hvis jeg summerer sammen særskilt alle lyse træk og alle mørke træk og gir dem værdi etter pigmenteringsgrad, finder jeg at den lyse blok inden denne befolkning utgjør 66 % og den mørke bløk 34 %. Hvis jeg gjør det samme for hver hodetype, finder jeg at den lyse blok har følgende størrelse: blandt dolichocephaler 68,7 %, blandt mesocephaler 70,3 %, blandt brachycephaler 63,9 %, blandt hyperbrachycephaler 62,3 %.

VIII. Affinitetsundersøkelser. Disse er utført etter Andreas M. Hansens metode, idet jeg mener at denne er at foretrække for beregning av korrelationskoefficienten efter Bravais' formel.

Affinitetstallet er forholdet mellem den fundne brøkdel av undersøkte hos hvem de to egenskaper findes kombinert, og det etter sandsynlighets-beregningen givne, naar de to egenskaper varierer uavhængig av hverandre. Et affinitetstal som er stort, tyder altsaa i almindelighet paa biologisk sammenhæng, medens et litet affinitetstal taler mot biologisk sammenhæng. Resultatet av disse undersøkelser findes paa tabellene 38 til 43.

Av disse undersøkelser fremgaar følgende:

1. At der indgaar i vor befolkning en stor mesocephal blok, leptoprosop, av stor legemshøide, eurymetop, med stor jugofrontal index, leptorhin, blond av haar og blaaøiet,
2. samt en mindre blok, brachycephal, euryprosop, av liten legems-høide, mesometop, med liten jugofrontal index, mesorhin, sorthaaret og brunøiet. Endelig indgaar der ogsaa
3. en endnu mindre, men hyperbrachycephal blok, sterkt euryprosopisk og av endnu mindre legemshøide end foregaaende gruppe, høigradig stenometop, chamærhin, brunhaaret og med lysere brune øine end foregaaende gruppe, samt med plica marginalis.
4. Ved affinitetsundersøkelse av lappene findes der ogsaa at indgaa i dem de samme 3 raceelementer. Lappene er derfor ingenlunde renracede. De er i høi grad præget av at være bastarder.

IX. Befolkningens mosaikbillede ved kombination av de enkelte træk. Jeg skal her gi en fremstilling av hvorledes de 6 vigtigste træk er kombinert, og jeg maa da indskrænke mig til det mindst mulige antal typer for hvert træk. Naar jeg regner med 4 hodetyper, 3 ansigtstyper, 2 næsetyper, 2 øientyper, 2 haartyper og 2 høidetyper, faar jeg i alt 192 mulige kombinationer. Av disse 192 tænkelige kombinationer blir dog en hel del ganske ubesat eller saa tyndt besat at man med én gang kan sætte dem ut av betragtning. Til gjengjæld samler andre linjer saa mange individer at man tydelig kan utpeke dem, og disse linjer gir saa at si befolkningen sit præg. For dolichocephalenes vedkommende er den mest markerte linje: dolichocephali - leptoprosopi - leptorhini - lyse øine - lyst haar.

Mesocephali følger nøiagtig den samme linje, nemlig: mesocephali - leptoprosopi - leptorhini - lyse øine - lyst haar, og man kan her med større sikkerhet tilføie at linjen ender i stor legemshøide. Da denne linje inden dolichocephalenes gruppe er den eneste som er markert og kontinuerlig, og som samtidig har høie affinitetstal, er det heller ingen grund til at tro at dolichocephalene inden denne befolkning repræsenterer nøgen særskilt type. Dolichocephalene utgjør bare en renere linje de er ÷avvikere inden den store dolicho-mesocephale gruppe. Heller ikke er det inden disse to grupper mulig at øine nogen forskjel paa leptoprosoper og mesoprosoper. Leptoprosopene er kun at betragte som ÷avvikere av den store leptomesoprosope gruppe. Jeg mener saaledes, at disse tabeller taler for at der i vor befolkning indgaar en stor dolichomesocephal gruppe med følgende træk: leptomesoprosopi - leptorhini - lyse øine - lyst haar - stor legemshøide. Denne type benævner jeg i det følgende homo nordicus.

Brachycephalene findes paa tabel 46. Av denne fremgaar at der hersker et biologisk motsætningsforhold mellem leptoprosopi og brachycephali, medens der utvilsomt er sterke biologiske baand som knytter brachycephali til meso-euryprosopi. Følger man denne linje videre, vil man se, at der er en sammenhængende biologisk velbegrundet række som gaar gjennem mesoeuryprosopi - mesorhini - mørke øine - mørkt haar til liten legemsbygning. Man gjenfinder altsaa her en række træk som samtlige er karakteristiske for homo alpinus.

Hyperbrachycephalerne findes paa tabel 47. Nederst paa denne tabel finder man en ved høie affinitetstal sterkt markert og biologisk set vel sammenhængende linje som gaar gjennem euryprosopi - mesorhini - mørke øine - mørkt haar til liten legemsbygning. Vi gjenkjender straks disse træk som karakteristiske for den mennesketype som av Giuffrida-Ruggeri er kaldt den palæoarktiske, og som omfatter samojeder og lapper. Jeg vil i det følgende benævne denne type homo palæoarcticus. Fandtes hos 6,8 % hyperbrachycephale = 0,75 % av samtlige. Paa tabel 47 finder vi at den bedst besatte linje gaar gjennem hyperbrachycephali - euryprosopi - mesorhini - lyse øine - lyst haar til liten legemsbygning. Hele denne linje har ogsaa høie affinitetstal, og trækkene svarer helt igjennem til hvad vi nu finder hos lappene. Antropologisk set markerer denne bastard nr. 185 sig som en 1ste grads bastard av homo palæoarcticus og homo nordicus. Herhen kan ogsaa regnes bastard nr. 186-189. Jeg benævner i det følgende disse bastarder som homo lapponicus. Som 2den grads bastarder av homo nordicus og homo palæoarcticus maa bastardene nr. 177-184 betegnes. Disse er leptorhine; de karakteristiske lappetræk er sterkt utvandet i denne gruppe, som ogsaa er meget sparsom i antal. 3dje grads bastarder er type nr. 161-176. Her har det norske element overtaket. De har kun hodeformen fra homo palæoarcticus. Betegnende er det ogsaa at inden denne gruppe er de høie i majoritet, medens ved 1ste og 2den grads bastarder de lave var i majoritet. Hvad ansigtsform angaar, maa hele denne gruppe nærmest betegnes som ÷avvikere av den nordiske race. Ti leptoprosopi gaar meget daarlig sammen med hyperbrachycephali. Denne kombination forekommer kun hos 13 blandt samtlige undersøkte.

Brachycephalenes bastarder findes paa tabel 48. Den brachycephale urtypes oprindelige træk findes samlet kun hos 10 individer (type nr. 127) = 4,3 %. Den dolichocephale urtypes oprindelige træk fandtes samlet hos 24 %. Utregningen er da for begge typers vedkommende foretat i procent av hver enkelt types antal inden den nulevende befolkning. Det er da tydelig at den brachycephale blok har faat en ganske anderledes voldsom medfart, er blit ganske anderledes søndersplittet end den dolichocephale blok. Dette kan tænkes at bero paa at det nordiske element altid har følt sig som det overlegne. Draapevis, saa at si, har derfor det brachycephale element flytt ind i det nordiske element. Først naar dette har gaat for sig giennem generationer, og den fremmede indblanding er begyndt at gaa i glemmeboken, har de bedre elementer av den nordiske race blandet sig med det fremmede element. Derfor er det brachycephale element blit saa sønderlemmet, medens det nordiske har holdt sig mere ubeskadiget. En anden forklaring er dog tænkelig, og den skal jeg komme tilbake til i et følgende avsnit.

Jeg har i dette avsnit prøvet, om der kan paavises typer som gir befolkningen sit præg. Jeg har hertil valgt 6 av de for menneskeracene mest karakteristiske træk. Hvert av disse træk er sandsynligvis avhængig av flere faktorpar. Da nu bare 10 faktorpar gir 1,048,576 mulige kombinationer, skulde man tro, at man inden en saa heterogen befolkning som denne vilde finde saa mange kombinationer at det ikke længer blev mulig at finde nogen orden i dette kaos. Av saa meget større interesse er det at se at en række hovedlinjer trær meget skarpt frem. Sammenhængen hermed er sandsynligvis følgende: Hver enkelt linnéisk art bestaar av mange forskjellige genotyper, som i sin sammensætning kan være en mere eller mindre fast gruppering av artens gener. En stor del av de teoretisk mulige genotyper er antagelig relativt lite levedygtige og gaar til grunde i kampen for tilværelsen allerede paa et tidlig stadium av sit liv. De linnéiske arters karakteristiske og ofte temmelig ensartede utseende skyldes temmelig sikkert at mange av de krydsningsvarieteter som er mulige paa grund av artens gener, stadig holdes nede i kampen for tilværelsen.

Paa tabel 49 er anført, hvilke varieteter det er som i særlig grad præger den her beskrevne befolkning. De tykke streker antyder urtypenes træk, og de tynde streker er de hybride varieteters træk.

X. I dette avsnit søkes befolkningens mosaikbillede yderligere forenklet, idet her kun medtages 3 træk: 1. Index cephalicus, 2. Index facialis morphologicus, 3. Øienfarve. Jeg mener at man herved kan faa et meget skarpt og værdifuldt billede av en befolknings antropologiske sammensætning.

Inden denne befolkning finder jeg følgende 12 grupper (se fig. 13.):

XI. Jeg har i de foregaaende avsnit gjort rede for utbredelsen av de væsentligste antropologiske karaktertræk inden den nulevende befolkning. Den senere tids arvelighetsforskning har bragt paa det rene at flere av disse træk er overmaade stabile. De kan indgaa nye forbindelser, men de blir ellers uforanderlige. Dette gjælder særlig index cephalicus, index facialis og øienfarven. Professor E. Fischers og andre forskeres undersøkelser taler for at de nævnte træk ved krydsning følger de Mendelske lover. Vor kjendskap til de faktorer som fremkalder de her nævnte træk, er endnu lik nul. Sandsynligheten taler dog for at der er særskilte faktorer for hodets bredde og hodets længde, ansigtets høide og ansigtets bredde o.s.v. I en undersøkelse som denne vil det imidlertid være mest praktisk at betragte disse karaktertræk som arvelige enheter.

Ved den taksinometriske undersøkelse kom jeg til det resultat, at den her omhandlede befolkning er opstaat ved krydsning av 3 urtyper: en nordisk, en alpin og en lappoid i forholdet 66:30:4. Disse tal kan naturligvis ikke gjøre krav paa nogen matematisk nøiagtighet. I avsnit X gjorde jeg rede for utbredelsen av de nulevende bastarder.

Hvorledes svarer nu denne fordeling av bastardene til det man vil faa, om urtypene har krydset sig i det mængdeforhold som jeg har forutsat. Resultatet vil naturligvis avhænge av hvilke træk som er dominerende og hvilke recessive.

Om jeg tænker mig at to rene racer krydses, saa vil selvfølgelig i F1-generationen alle recessive træk forsvinde saafremt de to blokker som krydses, har nøiagtig samme størrelse. I F2-generationen vil de igjen komme frem, men i mindre antal end før krydsningen, medens de dominerende træk har øket i tilsvarende grad. Ved den fortsatte krydsning (panmiksi) vil de procentforhold som fandtes i F2-generationen, forbli uforandret. Om den ene blok fra første stund har været større end den anden, saa vil selvfølgelig dette medføre at dennes karaktertræk forekommer i et større procenttal i F2-generationen. Og dette vil ogsaa bli tilfældet i de senere generationer. Vi har herigjennem et utmerket middel til at utdype vor forstaaelse av et menneskesamfunds raceologiske oprindelse.

Jeg har nu paa en række tabeller utregnet, hvorledes det vil gaa hvis de 3 av mig forutsatte urtyper krydses panmiktisk. Paa tabel 55 findes utregnet resultatet, hvis hyperbrachycephali dominerer over brachycephali og dolichomesocephali, brachycephali over dolichomesocephali, euryprosopi over leptomesoprosopi, brune øine over lyse øine. Resultatet er opført i kolonne 10, og i kolonne 11 findes angit det av mig fundne antal av hver av disse varieteter. Det vil med én gang sees at efter disse lover kan krydsningen ikke være foregaat.

Jeg har derefter prøvet alle andre muligheter og kommer til slut til følgende resultat:

1. Den av mig undersøkte befolkning er opstaat ved krydsning av 3 forskjellige urtyper i de av mig forutsatte mængdeforhøld.

2. Krydsningen er foregaat i alt væsentlig overensstemmende med de Mendelske lover og saaledes at hyperbrachycephali dominerer over brachycephali og dolichomesocephali, brachycephali dominerer over dolichomesocephali, leptoprosopi dominerer over euryprosopi. De brune og de mørkt melerte øine eier ikke fuld dominans over de blaagraa øine, idet heterozygotene har mellemfarvede øine. Under disse forutsætninger vil ialfald resultatet av krydsningen bli saaledes som fremstillet paa fig 15a. Nu er resultatet av min undersøkelse saaledes som fremstillet paa fig. 15b. Uoverensstemmelsene er, som man vil se, ganske smaa og uvæsentlige og er hovedsagelig begrænset til den hyperbrachycephale gruppe.

XII. De fremmede elementer bestaar av lapper og kvæner. Om de norske lappers høide kan denne undersøkelse ikke gi nogen oplysning, da alle de smaa lapper ved utskrivningen er slettet som utjenstdygtige. Det er værd at lægge merke til at ingen av de av mig undersøkte lapper var høiere end 171 cm. Disse lapper har jo i høi grad præg av at være bastarder; de har faat den nordiske races haar og øienfarve, men ingen har faat den nordiske races middelhøide. Dette taler ikke til gunst for den opfatning, at stor legemshøide dominerer over liten legemshøide ved krydsning. Ved de aller fleste krydsninger har moren været lap, og disse lappebastarders ringe legemshøide taler for at den kvindelige part av forældrene har en dominerende betydning ialfald for dette træks vedkommende.

Hodets bredde var 15,63 cm. og hodets længde 18,54 cm. Bredden svarer til 9,5 % og længden til 11,8 % av legemshøiden. Hodets ørehøide er 12,56 cm. Lappekraniets kapacitet blir da 1444 cm³.

Index cephalicus var 84,29. Ansigtsindex var 82,98. Index nasalis 73,9. Paa tabel 62 findes angit haarfarven. Øienfarven var hos 30 % blaagraa, hos 50 % melert, hos 20 % brun. Karakteristisk for lappene er den ringe pandebredde. Blandt nordmændene var der 14 % stenometope, 37,5 % metriometope og 49,5 % eurymetope. Blandt lappene derimot 50 % stenometope, 20 % metriometope og 30 % eurymetope. Sammenligner man de av mig fundne middeltal og serier med Mantegazzas, saa blir det klart at selv disse reneste norske lapper dog er sterkt opblandet med fremmede elementer.

Kvænenes legemshøide (M) var 166,2 cm. Deres index cephalicus var 82,06. Hodets ørehøide var 13,06 cm. Kraniets kubikindhold blir da 1432 cm³. Deres ansigtsindex var 84,29 cm. Ansigtet er relativt firkantet, idet kjævebredden er meget stor. Deres index nasalis var 67,35. De er meget lyse baade av haar og øine, men naar dog i denne henseende paa langt nær op mot den norske befolkning. Jeg fandt lyse øine hos 65 % og mørke øine hos 35 %, lyst haar hos 53 % og mørkt haar hos 47 %.

XIII. I dette avsnit gives en kort oversigt over de enkelte herreders antropologi.

Opsummeret i faa ord maa man si om den her beskrevne befolkning, at den er høi av vekst (169,3 cm.), subbraehycephal (ind. 80,7), mesoprosopisk (ind. 85,1), leptorhin (68,5), lys av øine og haar.

Kyst- og øbefolkningen er av samme slags som den saakaldte vestnorske befolkning, som vi kjender vest fra Jæderen og Søndmør.

Jordbruksdistriktenes befolkning og indlandsbefolkningen til eks. i Bardu og Maalselv svarer i alt væsentlig til indlandsbefolkningen i Sydnorge (Østerdalen). De fremmede elementer (som lapper og kvæner) er saa sparsomme at de ikke kan sætte noget præg paa befolkningen.