Hans F. K. Günther: "Rassenkunde des deutschen Volkes" . "Nationaltidende" Aften 9. Maj 1928. Af Dr. phil. Gudmund Schütte

Raceforskning er for Tiden på Bane i Frankrig, Amerika, Tyskland. I Sverige røber den voxende Interesse sig i det nyoprettede "Statens institut för rasbiologi".

Günthers Værk fortsætter denne Linje. Det hviler på vældige Studier og bringer et yderst lærerigt og fængslende Stof. At det har vakt Interesse, skønnes av de mange Oplag; det udkommer også på Engelsk. Billedstoffet er rigt og navnlig interessant ved de mange fremragende Personligheders Indordning under forskellige Racetyper. Der gives en Mængde Racekort, Sprogkort, Kulturkort. Til Slut følger et indhoIdsrigt Sagregister').

Hvor sikkert der lader sig skelne mellem de forskellige Racer, dærom kan jeg som Lægmand ikkun danne mig et ufuldkomment Skøn. Der er dog ingen Tvivl om, at Raceforskningen på sine Steder kan nå overraskende klare og værdifulde Resultater. Det skønner Læseren ved første øjekast ved at se på Halfdan Bryns fem Kort over norske Hovedformer og Øjen- og Hårfarver, avtrykt hos Günther S. 13 efter Avhandlingen "To Grundracer i Norge". Hær ses det klart, at der på sine Steder er et ligefrem knivskarpt Raceskel tværs igennem de norske Bygdefolk.

Den Race, der mest interesserer os, er selvsagt den nordiske, højtvoxne, blonde Langskallerace, den, som Günther vil gøre til Grundstammen i den indoeuropæiske Folkeæt. Læren om Indoeuropæernes nordiske Rod er jo vidt udbredt og kan føres tilbage helt til Olof Rudbecks Dage. Men den kan ingenlunde siges at stå uimodsagt. Den italienske Raceforsker Sergi har i "Orgini e diffusione della stirpe mediterranea" (1895) villet sætte Indoeuropæerne lig med den østiske eller alpine Kortskallerace, som han avleder fra Asien. Det hænger sammen med den tidligere almindelig godtagne Teori, der mente at kunne påvise de europæiske Sprogs Udspring fra Inderasien. Denne Raceteori avviser Günther, og vistnok med Rette. I de gamle Overleveringer er der intet, der tyder på, at Indoeuropæerne skulde have haft østisk Racepræg, og Læren om de indoeuropæiske Sprogs Avstamning fra Asien har forlængst ophørt at gælde som en fastslået Kendsgærning.

Et lignende Standpunkt som Sergi indtager Feist, "Kultur, Ausbreitung und Herkunft der Indogermanen" (1913). Han vil ikke godkende Gottonerne (Germanerne) som oprindelige Indoeuropæere, men regner dem for en fremmed Race, der er bleven sproglig indoeuropæiseret. Hvis han har Ret dæri, vil det sige, at Læren om Indoeuropæernes nordiske Racepræg mister sin stærkeste Grundpille. Men jeg kan ikke se andet, end at Feists Teori hviler på temmelig svage Støtter; den synes mig nærmest et Slags Paradox, hvortil han som Jøde er bleven ført ved en i og for, sig naturlig Reaktion mod visse Forfatteres udfordrende Forherligelse av den "germanske" Race.

Det lader sig næppe nægte, at Oldtidens Overleveringer og Billedfremstillinger synes at tillægge Indoeuropæernes Adel netop nordiske Racemærker. Blondheden som typisk Adelsmærke hos den ældste Tids Persere, Grækere, Romere og Kelter peger i den Retning. Tager vi den græske Idealskikkelse, som f. Ex. Apollo fra Belvedere eller en Række historiske Grækerportrætter i Günthers "Kleine Rassenkunde Europas", møder vi dæri intet fremmed, intet, der uvilkårlig slår os med Nutidens Præg av sydlandsk, mediterran eller alpin Type. Det er simpelthen den Art, vi er vante til at se for vore, Øjne herhjemme som nordisk. Jeg kan altså ikke se andet, end at Günther har Ret i at sætte Nordracen lig med den indoeuropæiske Folkeæts Grundstamme. Günther er nu tilbøjelig til at forlænge Perspektivet bagud, og avlede både den nordiske og den vestiske (mediterrane) Langskallerace fra een og samme Grundrod. Hvis han har Ret dæri, vil det sige, at Racen må have et gammelt Tyngdepunkt i Europas vestlige Egne. Teorien lader sig dårlig forene med den tidligere herskende Lære om den indoeuropæiske Folkeæts Udspring fra Inderasien.

En mulig Forbindelse formoder Günther med en kendt forhistorisk Racetype, Cro-magnon-Typen, som findes efter Istiden i Mellemeuropa, Belgien, Nederlandene, Nederøsterrig, Danmark og Sverige.

Jeg skal hær tilføje en sproglig Synsmåde, som jeg har fremsat i "Vor Folkegruppe Gottjod", og som peger i samme Retning. Det er forlængst fastslået, at Gottoner, Kelter og Italer røber mærkelige lexikalske Urtids-Overensstemmelser, der næsten tvinger os til at formode, at de tre Folkegrupper engang har haft en fælles Basis et Sted i Nordvesteuropa. Særlig mellem Gottonsk og Italisk er der et påfaldende Ordfællesskab, og Fællesforrådet rummer bl. a. Ordet Vader = latinsk vada, dvs. grunde Steder, som ved Ebbe ligger tørre, men ved Flod oversvømmes. Nu er der i hele Europa en eneste sammenhængende Egn, der er av udpræget Vadenatur, nemlig Vesterhavskysten fra Sønderjylland til Holland. Vi næsten tvinges til at slutte, at Gottoner og Italer en Gang har boet sammen et Steds på denne Kyst.

Så meget om Racernes Avgrænsning og Basis. Tilbage står Racevurderingen, som jo er det allermest fængslende og det, der har mest praktisk Interesse. Hær må jeg fremhæve Günthers Avsnit om Jødetypen som et av hans Bogs interessanteste Avsnit. Uden at kunne kontrolere de myldrende mange Enkeltheder føler man sig slået av de talrige Iagttagelser, der stadfæster ens egne Erfaringer. Günther vil ikke opfatte Jøderne som en egentlig Race; det er en Folkeejendommelighed, som rummer talrige forskellige Raceelementer, men som ved Raceopdræt og Racetugt indenfor det historiske Tidsrum har udviklet et Slags Racepræg av sekundær Art. Der må atter skelnes mellem to skarpt modsatte Avskygninger indenfor Jødedommen: Sydjøderne eller Sephardim med stærk vestisk Islæt, og Østjøderne eller Aschkenasim med stærk østbaltisk-indreasiatisk Islæt; sidstnævnte Gruppe rummer de ni Tiendedele.

De fremherskende Åndsegenskaber hos Jødedommen drøftes av Günther, såvidt jeg kan skønne, med stor Saglighed og med stærk Hensyntagen netop til jødiske Vidnesbyrd. Han udtaler sig med avgjort Sympati for Zionismens Forsøg på at styrke den jødiske Folkefølelse og at rense den ud fra den uklare og stundom uærlige Dobbeltstilling indenfor Værtsfolkenes Lande. Günther slutter sin Bog med følgende Ord: "Lykkes det den jødiske Ungdom tilsidst dog at overtyde Spotterne og Forfølgerne i dens eget Folk om dens Stræbens Renhed og således at samle mere end et svagt Mindretal om sig, da er der åbnet Udsigt til, at der gøres Ende på de hæs- lige Foreteelser, på den nødvendige gensidige Misforståelse, der klæber ved alle uklare Forbindelser og Tilstande."

Günther understreger den nordiske Races Førerkraft og åndelige Skaberkraft. Selv om vi er vante til at stå noget på Vagt mod dette Synspunkt, når det forfægtes på anmassende Måde, må det erkendes, at Günthers Billedgalleri over store Mænd virkelig synes at give en tungtvejende Dokumentering. Vi veed jo, hvilken Rolle de svenske Væringer spillede som Skabere av det russiske Rige, og det har også slået mig strax ved Verdenskrigens Udbrud, at de fremragende franske Hærførere - Castelnau, Foch etc. - alle havde udpræget nordiske Træk. Det vilde dog være forhastet, hvis man helt vilde frakende de andre Racer tilsvarende Føreregenskaber. Günther nævner selv en så fremragende Organisator som Jesuiterordenens Stifter, Baskeren Ignatius Loyola, av forasiatisk Race. Hær savner jeg Omtale av Grækeren Venizelos og Italieneren Mussolini, der begge utvivlsomt er av unordisk Race.

Medens Günther tillægger Nordracen Ro og Stadighed, skal Vestracen være mere omskiftelig, og Frankrigs Vestracepræg ytre sig i politisk Radikalisme. Dette monne kanske være rigtigt, men Billedet savner et væsentligt Træk: man bør ikke glemme det Tilskud av sej Konservatisme, som Gallien samtidig modtager fra det østiske Underlag. Frankrig har lige til den store Revolution urokkelig fastholdt Oldtidens Stammeområder som Grundlag for den administrative Inddeling; sammenlign Tyskland, hvor de tilsvarende Områder allerede var udslettede for ca. 1000 År siden! (Jfr. Artikel 16. "Galliske Racepræg").

Der kunde være en hel Del flere Randgloser at gøre til Günthers efter min Mening lovlig Ivse Billede av Nordracen. Men det vilde tage for megen Plads. Alt i alt kan jeg give Günther Ret i, at Race og Race er to Ting. Den enes Blomstring kan være lige så ønskelig som den andens Uskadeliggørelse. I Nordamerika sondrer man f. Ex. mellem ønskelige Indvandrere, dvs. særlig fra de gottonske Lande, og ikke-ønskelige, dvs. fra Sydøsteuropa. Sammesteds har man eftersporet en Mands Avkom med tvende Hustruer, A og B, gennem flere Slægtled, og det har viist sig, at medens Linje A var lutter nyttige, brave Borgerfolk, blev B ligeså uvægerlig til Dagdrivere, Lovbrydere og Ruffersker. Hær vilde det være misforstået at følge Evangeliets Advarsel mod at gøre Skel mellem Jøde, Græker og Barbar, som om alt var "eins Bier".

Og dog er det netop dette ukontrolerbare Miskmask, der fórfægtes av en blødsøden Nutid. Man opflasker systematisk Undermålere og Forbryderspirer, og søger samtidig at dværge eller ihjelsulte de sande Talenter, der hæver sig over det almindelige "demokratiske" Lavmål. Man nedbryder systematisk de Forsvarsskranker, som de Indfødte fordum har rejst mod underminerende Snyltegæster.

Overfor sligt fremhæver Günther det virkelig modige og fordomsfrie Exempel, der er givet av Nordamerika ved Love om Forbrydernes Ufrugtbargørelse og om at rejse Bom mod uheldige Racers Indvandring. Han kræver energisk, at den voxende "Avnording" skal standses og avløses av "Opnording".

Såvidt kan man helt følge Günther i hans Polemik.Men stundom tykkes han mig dog at gå lidt over Stregen. Han skriver om Forholdene i Nordtyskland efter Vendernes Undertvingelse: "Venderne måtte bo i Vender-Kvarterer, lokalt, socialt og økonomisk adskilt fra Tyskerne, og var udelukkede fra Borgerret og Laug" ... "1752 blev i Neuendamm i Neumark en Tøjmager udstødt av sit Laug, fordi han havde taget en Hustru, hvis Bedstemoder skulde stamme fra en Hyrdeslægt. Hyrderne var vendiske Livegne".

Vi Nordboer kan dårligt få os til at billige en slig Trafik. Og når man vil bryde Staven over den undertvungne, unordiske Races uheldige Arveegenskaber, troer jeg nok, man gør vel i at mindes de Ord, Holberg lægger sin Jeppe i Munden: "De siger nok, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker". Hvorfor fik Trælleracen forskellige lavere Egenskaber? Mon ikke, fordi den demoraliseredes av et såkaldt ,højerestående" Herrefolks blodsugeriske Fremfærd? Vi Nordboer må hævde, at f. Ex. Svenskernes humane Fremfærd i Finland og de baltiske Stater for os udtrykker den rette Standard, modsat den ovenfor av Günther forfægtede.

Man kan som sagt være uenig med Günther om et og andet. Men han er i alt Fald en Mand, man kan snakke med. Og man kan fuldt Underskrive de smukke og sunde Ord, han udtaler på Bogens sidste Side om de meningsløse Avvejninger av, hvorvidt dette eller hint Folk er "mere værd": "Ethvert Folk har sin Egenværd ..., ethvert Folk er så meget desto værdifuldere, jo mere det lever for den klare Vilje til sin rene Udformning."

I det hele må det siges, at Günthers "Rassenkunde" er et Værk, som i høj Grad fortjener at studeres.